Man kan flere steder møde en påstand om, at det var kejser Konstantin eller i hvert fald kirkemødet i Nikæa i 325 e.Kr., som afgjorde, hvilke bøger, der kom med i Det Nye Testamente. Det er en myte, som er viderebragt af blandt andre Voltaire og af Dan Brown i hans bog Da Vinci Mysteriet. Denne myte kan man også møde hos muslimer, som rejser spørgsmål ved Bibelens troværdighed.
Hvad ligger bag?
Myten er en konspirationsteori om, at der var magtfulde folk, som undertrykte de skrifter, som de ikke brød sig om, og som nogle mener, i virkeligheden gav den sande fortælling om, hvem Jesus var, og hvad der skete omkring ham. Der er mange forskellige meninger om, hvad den rigtige fortælling skulle være, men blandt muslimer er det, at Jesus kun var en profet, som i virkeligheden forkyndte islam, og at det var Paulus eller folk i kirken, som senere opfandt hans guddommelighed og skrev den ind i nogle bøger, samt lykkedes med at undertrykke de bøger, som fortalte det, man hævder er sandheden.
Hvad kan vi spørge om?
Et grundlæggende spørgsmål kan være, hvorfor de mener, at det var kejser Konstantin eller kirkemødet i Nikæa, som bestemte hvilke bøger, der skulle være i Det Nye Testamente. Et spørgsmål kan være, om de ved, hvad kirkemødet i Nikæa drejede sig om. Det er usandsynligt, at de kender den virkelige historie, men det kan være med til at afklare, hvor meget de egentlig ved om emnet.
Det kan være godt at spørge, om de mener, at Det Nye Testamente, eller dele af det, er åbenbaret af Allah. Se også artiklen ”Bibelen er blevet ændret”, som behandler det emne.
Hvad kan vi sige?
For det første kan det være godt at understrege, at vi som kristne tror på, at Bibelen er Guds ord, og at Gud er i stand til at bevare det budskab, som han ønsker at bringe til mennesker, uanset hvad mennesker gør for at ændre det. Samtidig er vi bevidste, om at Gud bruger mennesker til at viderebringe hans ord, og når de tidligere har afskrevet håndskrevne manuskrifter, er det helt naturligt, at der er opstået stavefejl, ændret ordstilling og lignende.
Vi har dog så mange manuskrifter, helt fra små fragmenter til samlinger af alle bøgerne, som er bevaret så mange forskellige steder, at det er fuldstændig umuligt, at nogen har været i stand til at ændre det grundlæggende budskab i dem alle sammen.
Selv bibelkritiske forskere anerkender, at man er fuldstændig sikre på mere end 90% af teksten i Det Nye Testamente, og at der ikke er nogle af de usikre steder, som ændrer noget ved det grundlæggende budskab.
Samlingen af Det Nye Testamente
Realiteten er, at kanoniseringen af Det Nye Testamentes bøger var en lang proces. Samlingen af Det Nye Testamente skete ikke ud fra en beslutning om, hvilke bøger der skulle være med, men det var en samling af skrifter, der allerede blev betragtet som autoritative i alle dele af den kristne kirke. Bøgernes autoritet blev vurderet ud fra forskellige kriterier.
Det første kriterie var, at de skulle være skrevet af en af Jesu apostle eller af en med stærk tilknytning til apostlene. Det andet kriterie var, at det læremæssige indhold skulle være i overensstemmelse med det grundlag, som kirken fra dens begyndelse var bygget på. Dette kriterie beskriver blandt andet Paulus flere steder (fx Gal 1,6-9). Det sidste kriterie var, at skriftet skulle være bredt accepteret og anvendt i kirkerne i hele det område, hvor kristendommen var spredt.
Allerede hos Paulus finder vi tegn på, at han citerer Lukasevangeliet som ”Skriften” på lige fod med Det Gamle Testamente (1 Tim 5,18 og Luk 10,7). Peter omtaler også Paulus breve på lige fod med ”de øvrige skrifter” og tilskriver dem dermed en lignende autoritet (2 Pet 3,16). Helt fra kristendommens begyndelse har vi altså vidnesbyrd om, at man var meget bevidst om, hvilke skrifter der havde autoritet og hørte med til kirkens grundlag.
Ved slutningen af 200-tallet var 20 af bøgerne i Det Nye Testamente bredt anerkendt som autoritative, og de bliver jævnligt citeret af kirkefædrene. De 20 bøger er evangelierne, Apostlenes Gerninger, Paulus’ breve, samt 1 Petersbrev og 1 Johannesbrev. De sidste syv bøger var der fortsat diskussion om frem til sidste halvdel af 300-tallet, hvor de bliver anerkendt i både den østlige og vestlige del af kirken.
Omkring 300 e.Kr. var kristendommen spredt fra England i nord til omkring Etiopien i syd og fra Spanien i vest til Pakistan i øst og dermed langt udenfor Romerriget (1). Dermed var det også helt umuligt for kejser Konstantin – eller nogen andre – at afgøre enevældigt, hvilke bøger der skulle være en del af Det Nye Testamente.
Forestillingen om at kirkemødet i Nikæa på initiativ fra kejser Konstantin – eller noget andet kirkemøde – traf den afgørende beslutning om, hvilke bøger, de mente skulle være med i Det Nye Testamente, er ren fiktion og kan ikke bruges som grundlag for en påstand om, at kirken på et tidspunkt undertrykte oprindelige skrifter, som stred imod det, de ønskede, at Bibelen skulle indeholde.
Kirkemødet i Nikæa beskæftigede sig med, hvordan man skulle formulere troen på Jesu guddommelighed, og var indkaldt af kejser Konstantin på anbefaling af Hosius, som var biskop i Cordoba.
Note:
Kilder:
https://www.tilliv.dk/artikel/det-nye-testamente-hvorfor-lige-de-boeger/
https://www.history.co.uk/articles/the-council-of-nicaea-resolving-the-crisis-in-early-christianity
