Polemisk betyder ”angreb” i modsætning til apologetik, som betyder ”forsvar”, og det drejer sig i denne sammenhæng om at ”angribe” eller kritisere islam og dens fundament. Det indebærer en skarp kritik af islam, Muhammed, Koranen og de islamiske traditioner, ofte med udgangspunkt i islams egne kilder. Et andet kritikpunkt er muslimers lemfældige brug af bibelhenvisninger i et forsøg på at underbygge islam eller afvise kristendommen.
Den polemiske tilgang er også et opgør med den opfattelse, som nogle muslimer har fra Koranen – at kristne er svage i forhold til islam og muslimer (sura 3,110-112). Fortalerne for en polemisk tilgang lægger vægt på, at Jesus i flere tilfælde talte meget kritisk og hårdt til dem, han var uenig med, for at afsløre deres hykleri og falske gudsdyrkelse.
Formålet med en polemisk tilgang er at åbne muslimers øjne for sandheden – både om islam og om Jesus. Mange muslimer har et ret overfladisk kendskab til deres egne skrifter, og derfor er det ret let for muslimske ledere fx at tegne et meget positivt billede af Muhammed eller af islam som fredens religion, samt give det indtryk, at Bibelen i virkeligheden underbygger islam og modsiger kristendommen. Eller at Koranen siger, at Bibelen er blevet ændret.
En del islamiske ledere lærer muslimer, at angreb er det bedste forsvar, og at de kan undvige kritiske spørgsmål omkring islam ved at angribe kristendommen. Den polemiske tilgang bruger til dels deres egen metode overfor dem og kan gøre dem bevidste om, at de ikke er i stand til eller ønsker at besvare de vanskelige spørgsmål. Det kan også føre til, at de begynder at undersøge islams kilder. I første omgang for at modbevise kritikken, men jo mere de kan være nødt til at erkende, at kilderne faktisk underbygger den kritiske holdning til fx Muhammed og hans liv, desto mere kan det underminere den skråsikre tro, mange har, på islams urokkelige sandhed og på deres lederes troværdighed.
De fleste, som bruger denne tilgang, mener, at den først og fremmest hører til i debatter og ikke direkte i en personlig samtale mellem venner. Metoden kan dog med fordel anvendes indirekte, ved at man spørger sine muslimske venner, om de har hørt de meget kritiske holdninger til islam, og hvad de tænker om dem. På den måde bliver det ikke din kritik af det, de tror på – som mange muslimer kan opfatte meget personligt – men din nysgerrighed omkring, hvad de tænker om kritikken og en henvisning til, hvor de kan møde den.
Fordelen ved den polemiske tilgang er, at den udfordrer muslimer til at undersøge og forholde sig til det, som står i deres egne kilder. Den kan afsløre muslimske lederes løgn i et forsøg på at pynte på islam – ikke mindst i en vestlig kontekst. Samtidig kan det udfordre muslimers opfattelse af, at kristne er svage, og at islam ikke har nogen svagheder.
Nogen af ulemperne er, at det potentielt kan skabe meget voldsomme modreaktioner og brugt uden omtanke, kan det ødelægge et venskab. Derudover vil det kræve et ret indgående kendskab til islams kilder, hvis man skal bruge metoden direkte.
Den polemiske tilgang kritiseres af nogle for at være ubibelsk og ikke afspejle Jesu eksempel og Gud, som er kærlighed. Kritikere mener også, at metoden støder muslimer væk, og opfatter den som ”islamofobisk”.
