Søg
Close this search box.

5 Mos 18,18 forudsiger Muhammed

Muslimske påstande

Muslimers påstand er, at når Gud lover Moses, at der skal komme en profet som ham, så er det en profeti om Muhammed.

Det hævdes, at når der står, at Gud vil oprejse en profet fra deres midte – på hebraisk står der ”fra midten af deres brødre” – så drejer det sig om Ismaels efterkommere. Det hævdes også at Ismaels efterkommere er araberne og dermed, at Muhammed er fra ”deres brødre”. Nogle vil også bruge det til at hævde, at Jesus – og alle andre jøder – er efterkommere af Israels folk og dermed ikke hører til blandt ”deres brødre”.

En anden påstand er, at Muhammed i højere grad end Jesus var en profet ”som Moses”. Det hævdes, at de eneste lighedstræk mellem Moses og Jesus er, at de hører til Israels folk og er profeter. Derimod siges det, at Moses og Muhammed – i modsætning til Jesus – begge havde en mor og far, at de begge var født naturligt, mens Jesus blev født ved et mirakel, at de begge var gift og havde børn, at de begge fik en naturlig død og ligger i deres grav, at de blev accepteret som ledere af deres landsmænd og var hærførere, at de havde magt fx til at udstede dødsdom, og at de åbenbarede nye love.

Det hævdes, at Muhammeds åbenbaringer var ord, der blev lagt i hans mund, at han forkyndte det, som Allah befalede ham, fordi han bare gentog, hvad han hørte, og at han talte i Allahs navn. Nogle påstår, at talen om, at Gud vil lægge sine ord i profetens mund, er helt unikt, og derfor må henvise til Muhammed, fordi han ikke kunne læse og skrive, mens Gud normalt ville lægge sine ord i profeternes tanker, så de efterfølgende kunne nedskrive dem.

Endelig påstås det, at Messias og profeten som Moses ikke kan være den samme. Påstanden bygger på, at Johannes Døber i Joh 1,19-21 nægter at være Messias/Kristus, Elias og Profeten, og at det må betyde, at jøderne ventede dem som tre forskellige personer. Der henvises også til ApG 3,20-23, hvor Peter taler om, at Jesus er ”den salvede” (Hebraisk: Messias/Græsk: Kristus), og derefter citerer, hvad Moses har sagt om, at Gud vil lade en profet som ham fremstå. Igen hævdes det, at Peter må tale om to forskellige personer.

Respons til påstandene

Som altid er det et godt udgangspunkt at læse den sammenhæng, som verset står i. Vers 15 indeholder det samme løfte om, at Gud vil lade en profet fremstå, men med den lille forskel, at der står ”fra din midte, fra dine brødre”, mens der i vers 18 står ”fra midten af dine brødre”. Vers 15 viser altså tydeligere, at det er fra Israels eget folk, profeten skal fremstå.

Påstanden, om at Ismaels efterkommere betegnes som Israels brødre, har intet grundlag i Bibelen. Betegnelsen bruges om Esaus efterkommere. Gud siger, at Israels folk ikke må gå til angreb på dem (5 Mos 2,4.8), og Esau var netop bror til Jakob, som Gud gav navnet Israel. Til forskel fra det står der i 1 Krøn 5,18-19, at nogle af Israels stammer gik i krig mod hagritterne (Ismaels efterkommere – 1 Mos 25,13-15), og at Gud hørte Israels bøn om hjælp, så de sejrede i kampen.

I 2 Mos 4,18 taler Moses om at vende tilbage til sine brødre (dansk oversættelse siger landsmænd) i Egypten, og i 3 Mos 10,6 taler Moses til Aron og hans sønner om ”jeres brødre, hele Israels hus”. Når Gud siger til Moses, at han fra midten af folkets brødre vil lade en profet fremstå, taler det meget tydeligt om en profet, som selv er en del af Israels folk.

Opremsningen af punkter hvor Muhammed lignede Moses, i modsætning til Jesus, kan måske virke overbevisende, men Gud sagde, at det skulle være en profet som Moses og ikke et menneske som Moses. Selvom Muhammed havde nogle menneskelige lighedstræk med Moses, som Jesus ikke havde, er det altså ikke et bevis på, at han er den lovede profet, og man kan nævne en lang række andre, som havde de samme lighedstræk. Derudover kan man finde flere lighedspunkter mellem Moses og Jesus, end at de er profeter og fra Israels folk.

De blev begge forsøgt dræbt som børn (2 Mos 1,22 – Matt 2,16). Moses og Jesus blev sendt af Gud selv (2 Mos 3,10-14 – Joh 8,42), Muhammed mødte efter eget udsagn kun en engel (Sahih al-Bukhari 1,3). De fastede begge 40 dage (2 Mos 34,28 – Matt 4,2). Moses gav loven under den gamle pagt, som i høj grad talte om det ydre (2 Mos 20,13). Jesus gav den nye pagts lov og understreger, at den også gælder ord og tanker (Matt 5,21-22). Både Moses og Jesus indstiftede en pagt med blod (2 Mos 24,8 – Luk 22,20). Moses var dommer, og Jesus skal dømme verden (2 Mos 18,15-16 – Joh 5,26-27). Moses førte Israels folk ud fra slaveriet i Egypten, Jesus udfrier fra syndens slaveri (2 Mos 3,10 – Rom 6,3-6).

I 5 Mos 34,10-12 står der, at der endnu ikke var fremstået en profet som Moses, og så gives der en beskrivelse af, hvordan Moses var profet. Han talte med Gud ansigt til ansigt, og han udførte tegn og undere og gjorde store ting for øjnene af Israel. Muhammed talte aldrig med Allah ansigt til ansigt, og Koranen siger, at mange spurgte, hvorfor Muhammed ikke gjorde nogen tegn, og at beskeden til ham var, at han kun var sendt for at advare (fx sura 10,20; 13,7 og 29,50-51). I Hadith hævdes det, at Muhammed udførte mirakler, men det er altså i modstrid med Koranens udsagn. I modsætning til Muhammed siger Jesus, at den, der er fra Gud, har set Faderen (Joh 6,46), og om sig selv, at han er fra Gud (Joh 8,42). Jesus udførte også en lang række tegn og undere (fx Joh 6,14; 20,30 og Matt 21,15).

Både disciplene og Jesus vidnede om, at han var den, som Moses havde skrevet om (Joh 1,45; Joh 5,46 og ApG 3,19-23).

Muhammed talte i Allahs navn, men ikke et eneste sted i Koranen eller hadith ser vi, at Muhammed kendte Guds navn, JHVH, som han åbenbarede det for Moses (2 Mos 3,13-15).

I Bibelen siger Gud flere steder, at han lægger sine ord i menneskers mund (Es 51,16; Jer 1,9; Ez 3,27), så det er absolut ikke unikt for den profet, der omtales i 5 Mos 18.

Joh 1,19-21 er ikke noget bevis for, at jøderne ventede Messias, Elias og Profeten som tre forskellige personer, og selv hvis de gjorde det på Jesu tid, er det ikke ensbetydende med, at deres forståelse var rigtig. Deres spørgsmål er et udtryk for, hvor afgørende det var for dem at afklare, hvem Johannes Døber var. Derfor forsøgte de sig med alle de betegnelser, de kunne komme i tanke om. I ApG 3,12-26 taler Peter om, at det er ved Jesus navn, at den lamme mand blev helbredt, og samtidig bruger han anledningen til at forkynde, at Jesus er opfyldelsen på alle de profetier, som Gud har givet ved sine profeter. Omdrejningspunktet for Peter er Jesus, og der er intet, som peger på, at han mener, at profeten, som Moses taler om, skulle være en helt anden person.

Endelig giver 5 Mos 18,20 to kendetegn for en falsk profet. At profeten siger noget i Guds navn, som Gud ikke har befalet ham at sige, og at han taler i andre guders navn. I de tidligste islamiske kilder bliver der fortalt om det, der omtales som ”de sataniske vers”. Fx hos al-Tabari beskrives det, hvordan Muhammed længes efter at skabe forsoning med dem, der ikke fulgte ham, og han fremførte en åbenbaring om tre af deres gudinder og sagde, at deres forbøn var ønsket. Efterfølgende kom Gabriel til Muhammed og sagde, at det ikke var en åbenbaring fra Allah, men fra Satan. Muhammed sagde selv, at han havde fabrikeret ting mod Allah og tilregnet ham ord, som han ikke havde talt (History of al-Tabari, Bog 6 side 111). Denne historie afvises af islamiske lærde i dag, men viser altså, at Muhammed passer på kriterierne for en falsk profet, og giver endnu en grund til, at han ikke kan være profeten som Moses.

Andre artikler

Dialog

I denne forbindelse opfattes dialog som den tilgang til at tale om tro, hvor man ikke kritiserer eller taler nedsættende om det, den anden tror

Læs mere »