Indvendingen eller spørgsmålet drejer sig naturligt nok om den kristne treenighedslære og forståelsen af den. En del muslimer mener, at treenigheden består af Gud Fader, Maria og Jesus, som deres søn. Det skyldes, at der er et vers i Koranen, som kan opfattes sådan (sura 5,116). Andre er klar over, at treenigheden består af Gud Fader, Sønnen og Helligånden, men mener, at det må betyde, at der er tre guder. En del vil bruge argumentet, at 1+1+1≠1 for at sige, at det ikke kan passe, når kristne siger, at Gud er én og samtidig tre.
Hvad ligger bag?
For nogle vil det være et reelt ønske om at høre, hvordan kristne kan få det til at hænge sammen, når det siges, at Gud er én og samtidig tre. For andre kan det være et forsøg på at få kristne til at indse, at læren om treenigheden ikke hænger sammen. Nogle, som er konverteret til islam fra en kristen baggrund, nævner netop treenighedslæren som en væsentlig årsag, og muslimer kan have et indtryk af, at det er et område, hvor det er let at overbevise kristne om, at de tager fejl.
Hvad kan vi spørge om?
Det vil ofte være relevant at spørge, hvad de har hørt eller mener, at treenigheden er, for at få afklaret, hvilken opfattelse de har. Man kan også spørge, om de mener, at Gud er underlagt menneskelig logik og ikke er i stand til at gøre eller være noget, som det er svært eller umuligt for os at forklare? I den forbindelse kan man eventuelt spørge, om det er logisk, når det siges, at begge Allahs hænder er højrehænder (Sunan an-Nasa’i 49,1)?
Hvad kan vi sige?
Først og fremmest er det vigtigt at holde fast i, at Bibelen siger, og kristne tror, at Gud er én (5 Mos 6,4 og Mark 12,29). Derudover vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at understrege, at vi ikke tror på, at Jesus er søn af en seksuel relation mellem Gud Fader og Maria, og at treenigheden består af Faderen, Sønnen og Helligånden.
Målet er ikke, at de – eller vi – skal forstå treenigheden ud fra menneskelig logik, men at vi ser på, hvad Bibelen siger om Gud, og hvilken betydning det har.
Der er nogle steder i Bibelen, som kan hjælpe os til en forståelse af, hvad der ligger til grund for treenighedslæren. Det er selvfølgelig muligt, at muslimer vil sige, at disse steder viser, at Bibelen er blevet ændret, men vores opgave er at vise, hvad Bibelen siger, og hvad det betyder for vores tro på Gud og så overlade til Helligånden at overbevise dem.
I 2 Mos 33,23 får Moses et klart budskab om, at ingen må se Guds ansigt. Samtidig står der i 2 Mos 33,11, at Herren talte med Moses ansigt til ansigt. Det kan selvfølgelig være nærliggende at opfatte det som en modsigelse og en fejl, men det viser os, at Gud optræder overfor Moses på to måder. Én, som han kan se og én, som han ikke kan se. Johannes har det samme paradoks, når han skriver, at ingen har nogen sinde set Gud (Joh 1,18), samtidig med at han siger, at de så Jesu herlighed, som han har den fra Faderen (Joh 1,14), og refererer Jesu ord om, at den, der har set ham, har set Faderen (Joh 14,9).
Ved dommen over Sodoma og Gomorra står der, at Herren lov svovl og ild regne ned fra Herren i himlen (1 Mos 19,24), og der står, at Abraham havde stået foran Herren (ordret: Herrens ansigt). Alle tre steder er det Guds navn, יהוה (JHVH), der bruges, hvor det er oversat med Herren. Der er altså både Herren i himlen og Herren på jorden. En forståelse, som også fandtes i jødedommen frem til omkring 100-tallet e.Kr.
Det sted i Det Gamle Testamente, hvor vi tydeligst møder treenigheden, er i Es 48. I v. 12-13 taler den, som er den første og den sidste, og hvis hånd grundlagde jorden. I v. 16 siger den samme: ”… fra dengang det blev til, var jeg til stede. – Nu har Gud Herren sendt mig med sin ånd”.
I Det Nye Testamente møder vi Guds treenighed blandt andet i det, som nogle kalder dåbsbefalingen (Matt 28,19), hvor Jesus siger til sine disciple, at de skal døbe i Faderens og i Sønnens og i Helligåndens navn. Det græske ord for navn (onoma) står i ental og viser altså, at Gud på en gang er tre – Faderen, Sønnen og Helligånden – og samtidig én, som har ét navn. Denne trehed i Gud findes også i Paulus’ afsluttende velsignelse i 2 Korintherbrev, hvor han skriver, at Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med alle i menigheden (2 Kor 13,13). I den sammenhæng kan det være værd at bemærke, at Paulus tidligere i brevet kalder Gud for Herren Jesu fader (2 Kor 1,3 og 11,31).
I beskrivelsen af treenigheden taler man om, at Gud er én i væsen, hvor væsen er det, som gør én til det, man er, mens han er tre i person, hvor person betegner det, som gør en til hvem, man er. Som mennesker er vi hver især ét væsen (menneske) med én person (individ). Gud er ét væsen (Gud) med tre personer (Faderen, Sønnen og Helligånden). Når Jesus siger: ”Faderen er større end jeg.” (Joh 14,28), betyder det, at i væsen er de ens og har samme værdi, men som personer har Faderen en position, som er over Sønnens. Et svagt billede på det kan være en konge og hans kronprins. De er begge mennesker og har som væsener samme værdi, men som person har kongen en større myndighed end kronprinsen.
Når det gælder påstanden om en logisk modsætning i, at Gud er én og samtidig tre, er en mulighed at tale om, hvad islam siger om Allah og Koranen. Man kan for eksempel spørge sin muslimske ven, om Koranen er evig? Det vil langt de fleste muslimer sige, at den er. Næste spørgsmål er så, om Koranen og Allah er det samme? Til det vil svaret med stor sikkerhed være et nej. Derefter kan man konstatere, at der er to ting i islam, som eksisterer fra evighed. Koranen er i én forstand en del af Allah som hans ord, men Koranen er ikke Allah, fordi Allah er mere end Koranens ord. Det svarer i en vis forstand til treenigheden. Jesus er en del af Gud som en af personerne i treenigheden, men Jesus er ikke Gud alene, fordi Guds væsen også består af Faderen og Helligånden. Islams lære om Allah og Koranen indeholder altså noget, der må betragtes som en logisk modsætning, hvis man betragter Bibelens lære om treenigheden som en logisk modsætning.
I forhold til argumentet at 1+1+1≠1, kan man overveje at bruge et eksempel. Hvis et træ består af tre stammer, vil man stadig sige, at der kun er ét træ, selvom der er tre stammer. Argumentet om at 1+1+1≠1 er en sammenblanding af kategorier og bygger på muslimers opfattelse af, at kristne tror at tre guder, tilsammen udgør én gud. Det vil være det samme som at sige, at tre træer er ét træ, men det svarer ikke til, hvad Bibelen siger om Gud. Treenighedslæren siger, at Gud åbenbarer sig som tre personer i ét væsen og ikke som tre personer i én person eller tre væsener i ét væsen. Man skal være opmærksom på, at argumentet med ét træ, som består af tre stammer, har sine begrænsninger. Gud er ikke en matematisk størrelse, og vi kan ikke på nogen måde med menneskelig logik give en fuldstændig forklaring på Guds treenighed. Billedet kan alene være en mulig hjælp til at forklare sammenblandingen af kategorier i argumentet at 1+1+1≠1.
