Søg
Close this search box.

Esajas 28 taler om Muhammed

Muslimers påstande

Det hævdes, at Herrens stærke og mægtige (v. 2) er Muhammed, og at det også er ham, der på trængslens dag vil ”ramme det folk, der vil overfalde os”, som Habakkuk taler om (Hab 3,16). Samtidig siges det, at de vældige, brusende vande, der kaster dem til jorden med magt, er de folk, som fulgte Muhammed, fordi vande i Åb 17,15 bruges som udtryk for folk og skarer, folkeslag og tungemål.

Det hævdes også, at beskrivelsen af dem, der dingler sanseløse rundt (v. 7-9), taler om Muhammeds komme og er en beskrivelse af jøderne på den tid, ligesom Es 29,10 og 13 siges at være en profeti om jøderne på Muhammeds tid.

Påstanden er, at den, der taler med stammende læber og på et fremmed sprog (v. 11), er Muhammed. De stammende læber siges at henvise til hans anspændthed og koncentration, når han modtog en åbenbaring, og det fremmede sprog bruges som henvisning til, at han talte arabisk og ikke hebraisk. Savlasav og kavlakav (v. 10 og 13) oversættes nogle steder med ”bud på bud” og ”linje på linje” og hævdes at være en beskrivelse af, hvordan Muhammed fik sine åbenbaringer. Samtidig hævdes det, at ”lidt her og lidt der” (v. 10) henviser til, hvordan Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt over 23 år.

Det hævdes også, at Muhammed er den, som skal udføre dommen, der er beskrevet i v. 17-22, og at det fremmedartede værk, som Gud vil udføre (v. 21), er islam, der beskrives som noget mærkeligt eller fremmedartet (Sunan Ibn Majah 36,63). Samtidig siges det, at ordet, som på dansk er oversat med dild (v. 25 og 27), er de jødiske ledere, der skal spredes, og at stokken, som de skal bankes med, er Muhammed, der skal overtage deres plads.

Endelig hævdes det, at det, der kommer fra Herren og hans underfulde råd og store visdom (v. 29), henviser til Muhammed og hans budskab.

Respons til påstandene

Først og fremmest er det væsentligt at bemærke, at der i v. 1-13 tales til Efraim, mens der i resten af kapitlet tales til Jerusalem. Efraim er en anden betegnelse for Nordriget eller Israel, efter rigets deling i 930 f.Kr. (Es 7,17 og Hos 5,3), mens Jerusalem var hovedstad i og bliver brugt som betegnelse for Sydriget eller Juda.

Nordriget blev erobret af assyrerne i 722 f.Kr. og opstod ikke igen, så vers 1-13 er en profeti om, hvordan Gud brugte assyrerne til at ødelægge Efraim på grund af deres frafald fra ham (2 Kong 17,5-23). Efraim eksisterede altså ikke på Muhammeds tid, og derfor er det udelukket, at profetien handler om ham. I profetiens kontekst er Herrens stærke og mægtige en betegnelse for assyrerne som Guds redskab (Es 10,5-6). Ikke fordi de bevidst tjente Gud, men fordi han brugte dem som sit redskab til at straffe Nordriget, på samme måde som Gud kalder Babylons konge, Nebukadnesar, for hans tjener (Jer 25,8-9).

Vers 7-11 er et udsagn om de præster og profeter, som i deres fuldskab og vantro bringer falske budskaber, der er det rene vrøvl. Det er usikkert, hvad ordene, som på dansk er oversat med savlasav og kavlakav (v. 10), betyder, men vers 9 og 11 tyder på, at det er udtryk for noget uforståeligt, fordi det sammenlignes med småbørns pludren, stammende tale og fremmed sprog. Gud ønskede at vise dem, at de kunne finde hvile hos ham (v. 12), men de ville ikke høre, og derfor blev Guds ord som vrøvl for dem og førte til deres fald (v. 13). Hvis man vil gøre vers 10-11 til en profeti om Muhammed, betyder det altså, at han beskrives som en fuld profet, hvis budskab er det rene vrøvl.

Vers 15 taler formodentlig om, at Juda rige havde indgået en form for pagt med assyrerne og derfor tænkte, at der ikke ville ske dem noget. Kong Hizkija gjorde dog oprør mod assyrerne (2 Kong 18,7.13-14) og søgte hjælp hos Gud, som reddede dem (2 Kong 19,1-7). Men Juda fortsatte ikke med at stole på Gud, og derfor kom dommen også til at ramme dem (vers 17-19). Gud rejser sig, som han gjorde, da han reddede Israel fra filistrene ved Perasim og Gibeon (2 Sam 5,20 og 1 Krøn 14,11.16). Men nu er hans gerning fremmedartet, fordi det er Juda rige, der skal rammes af hans vrede, og fordi han bruger et fremmed folk til at dømme dem (v. 18-21).

I vers 23-28 bruger Gud en lignelse om, hvordan bonden dyrker sin jord, og beskriver, hvordan han gør de forskellige ting til rette tid og i den rette mængde. Det hebraiske ord, der oversættes med ”dild” (ketsach – קֶ֖צַח), indebærer ikke noget negativt, og at bonden spreder det, svarer til at han strør og sår (v. 25). At det bankes med en stok, er også en beskrivelse af, hvordan man normalt udvinder frøene, på samme måde, som man tærsker korn for at udvinde kernerne. Beskrivelsen er et udtryk for, hvordan Gud arbejder med sit folk og nogle gange må slå og tærske dem, for at de kan bære frugt – altså at han må dømme og straffe deres frafald og uretfærdighed, for at de vender om til ham, søger ham og handler retfærdigt. Lignelsen er altså ikke et udtryk for en endelig dom over Juda, men et udsagn om, at der er håb efter den dom, som vil ramme dem (Jer 25,8-12 og 29,10).

Esajas profeterede ind i sin samtid, hvor Nordriget, Israel, blev erobret og udslettet af assyrerne i 722 f.Kr., og dommen efterfølgende kom over Sydriget, Juda, i 586 f.Kr., men hvor Juda efterfølgende fik lov at vende tilbage til landet. Der er derfor intet, som peger på, at Esajas profeterede om Muhammed, og der er intet, som historisk peger på, at jøderne på en særlig måde blev straffet af Gud eller opgivet af ham på Muhammeds tid.

Andre artikler

Døde Gud?

Spørgsmålet drejer sig om Jesus og konfronterer, at kristne tror på, at Jesus er Gud, og samtidig tror, at Jesus døde på korset. Hvad ligger

Læs mere »