Argumentet bliver brugt som en afvisning af, at Bibelen beskriver Jesus som speciel i forhold til andre mennesker og til at sige, at andre opfattes som lige så retfærdige, og dermed syndfrie, som ham.
Det gælder for eksempel Johannes Døber (Mark 6,20) og hans forældre, Elisabeth og Zakarias (Luk 1,6) samt Simeon (Luk 2,25).
Hvad ligger bag?
Det er en afvisning af, at Bibelen betragter Jesus som Gud og et forsøg på at bevise, at han udelukkende var et godt menneske på lige fod med andre gode mennesker.
Hvad kan vi spørge om?
Det er nærliggende at spørge, hvad de forstår ved betegnelsen ”retfærdig”.
Man kan også spørge, om Koranen omtaler andre som ”ren” på samme måde som Isa – Koranens Jesus-figur (sura 19,19).
Hvad kan vi sige?
Bibelen bruger betegnelsen ”retfærdig” på flere forskellige måder.
Jesus siger, at han ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere (Matt 9,13), og at hvis et menneskes retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, så vil man ikke få del i Himmeriget (Matt 5,20).
Her er der tale om en ydre og tilsyneladende opfyldelse af Moseloven og de jødiske forskrifter.
Jesus opfatter helt tydeligt ikke farisæerne som så retfærdige, at de på den baggrund har gjort sig fortjent til frelsen, hvilket han også klart siger til dem (Matt 23,28 og Luk 18,9-14).
Det, han taler om, er, at deres egen – og andres – opfattelse var, at de levede i fuldkommen overensstemmelse med loven og ikke havde behov for mere end det for at blive frelst.
Retfærdige mennesker
På den anden side er der mennesker, der omtales som retfærdige, uden at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres retfærdighed. Det gælder som nævnt blandt andre Johannes Døber, hans forældre og Simeon.
I Det Gamle Testamente betegnes Noa som retfærdig, og i den sammenhæng fremgår det yderligere, hvad det betyder.
Det siges om Noa, at han var retfærdig og udadlelig blandt sine samtidige, og at Gud fandt ham retfærdig i den slægt, han levede i (1 Mos 6,9 og 7,1).
Både i Det Gamle og Det Nye Testamente siges det meget klart, at intet menneske er fuldkommen retfærdigt i forhold til Gud (Præd 7,20 og Rom 3,10).
Når vi ser, hvad Bibelen samlet siger om menneskers retfærdighed, viser det, at nogle mennesker bliver betegnet som retfærdige i sammenligning med andre mennesker, men ikke i forhold til Gud.
Samtidig siger Malakias, at den retfærdige er den, der tjener Gud, mens den uretfærdige er den, som ikke gør det (Mal 3,18).
Når betegnelsen retfærdig bruges om mennesker, betyder det altså ikke, at de i egen kraft er i stand til at leve fuldkomment efter Guds lov og uden at gøre synd, men at de gør, hvad de kan for at tjene Gud med deres liv.
Gjort retfærdige
Til gengæld siger Det Nye Testamente, at vi kan blive gjort retfærdige ved troen på, at Jesu død og opstandelse giver os fuldkommen syndsforladelse (ApG 13,37-39 og Rom 5,1-2).
Den retfærdighed kan intet menneske selv gøre sig fortjent til, fordi vi ikke kan leve det fuldkomne, syndfrie liv, som Jesus levede.
Vi kan kun få del i den, fordi Jesus tilbyder den som en gave. Det eneste, vi kan og skal gøre, er at tage imod.
