Søg
Close this search box.

Frelse og fortabelse

Et centralt element i både kristendom og islam er spørgsmålet om frelse, og hvordan man får del i det evige liv efter døden. Samtidig er der nogle helt grundlæggende forskelle mellem kristendom og islam, når det gælder, hvordan man opnår frelsen.

Islams kilder

I islams kilder finder man en lang række beskrivelser af og forklaringer på, hvordan man får del i frelsen og paradis, og hvem det er, som kan få del i det.

Frelse ved gerninger

Det, som måske er den mest kendte beskrivelse, siger, at på dommens dag vil ens onde handlinger blive opvejet i forhold til ens gode gerninger, og det vil afgøre, om man bliver kastet i helvedes ild (Sahih Muslim 45,77).

Koranen siger også, at de, hvis vægtskåle er lette, forstået på den måde, at de ikke har mange gode gerninger, der tynger dem ned, har fortabt sig selv og skal forblive i helvede (sura 23,103).

Et andet sted siger Allah, at ”hvis man undgår de store synder, som er forbudt for jer, vil vi give forladelse for jeres ugerninger og lukke jer ind i paradis” (sura 4,31).

Samtidig siges det, at menneskers gerninger ikke vil frelse dem – selv ikke Muhammeds gerninger vil frelse ham – med mindre og indtil Allah viser nåde.

Derfor skal man gøre gode gerninger, ordentligt, ærligt og moderat samt tilbede Allah, hvorved man vil nå sit mål (Sahih al-Bukhari 81,52 og 97,39).

Nogle steder er det meget detaljeret beskrevet, hvad der frelser, og hvad der fører til helvedes ild.

Man kan frelse sig fra helvedes ild, hvis man giver en halv dadel til velgørenhed eller siger et godt og venligt ord (Sahih al-Bukhari 78,54).

En lille prilgrimsrejse (Umra), som kan foregå på alle tider af året, vil give soning for den synd, der er begået siden sidste pilgrimsrejse, mens den store pilgrimsrejse (Hajj), som foregår på et bestemt tidspunkt af året, giver adgang til paradis (Sahih al-Bukhari 26,1).

Hvis man derimod ikke vasker sin hæl før bønnen, risikerer man helvedes ild (Sahih Muslim 2,37), og hvis man ikke betaler zakat (islamisk velgørenhedsskat), er det nok til at føre en i helvedes ild (Sunan Abi Dawud 9,10).

Stedfortrædende frelse

Man kan også finde udsagn om, at der på opstandelsens dag vil komme muslimer med synder så tunge som et bjerg, og Allah vil tilgive dem og sætte en jøde eller kristen i deres sted.

Allah vil altså kaste en jøde eller kristen i helvede i stedet for en muslim (Sahih Muslim 50,57-60).

Samtidig siges det i Koranen, at ingen sjæl, som bærer en byrde – ofte forstået som synd – skal bære en andens byrde (sura 6,164).

Lydighed

Den, der adlyder Allah og hans sendebud, vil vinde en vældig sejr (sura 33,71), mens den, som fortæller en løgn imod Muhammed, vil komme i helvedes ild (Sahih al-Bukhari 3,48).

Kamp som vej til frelse

Allah har købt de troendes liv og rigdom i bytte for paradis. De kæmper for Allahs sag og dræber eller bliver dræbt (sura 9,111).

Muhammed siger, at hvis man bliver dræbt på Allahs vej og altid kæmpede med fronten mod fjenden og ikke vendte ryggen mod ham, vil ens synder blive slettet, bortset fra gæld (Sahih Muslim 33,176).

Der venter en martyr seks ting hos Allah: han er tilgivet, fra den første dråbe af hans blod udgydes, han får anvist sit sted i paradis, han undgår gravens pine, han er fri for den store kamp, han får en klædning af tro, han bliver gift med storøjede hourier, og han får lov at gå i forbøn for 70 slægtninge (Sunan Ibn Majah 24,47).

Det siges også, at en kvinde, hvis tre – eller to – børn dør, vil blive beskyttet mod helvedes ild (Sahih al-Bukhari 3,43), og at den, hvis fødder er dækket af støv for Allahs skyld, vil blive frelst fra helvedes ild (Sahih al-Bukhari 11,31).

Disse to ting henviser ikke nødvendigvis til krig, men siger, at nogle ofre i livet vil betyde, at man er beskyttet mod helvedes ild.

Derimod siges det, at hvis en muslim dræber en anden muslim, vil de begge komme i helvedes ild (Sahih Muslim 54,21).

Muhammeds rolle

Et sted siges det, at Muhammed ikke kan frelse fra Allahs straf (Sahih al-Bukhari 55,16).

Et andet sted siges det derimod, at på grund af Muhammeds forbøn vil nogle blive taget ud af ilden og komme i paradis, mens Adam, Noa, Abraham, Moses og Jesus ikke er i stand til at gå i forbøn (Sahih al-Bukhari 81,154-155).

Forudbestemmelse

Før et menneske bliver født, har en engel skrevet, om det vil blive elendigt eller velsignet, og uanset hvad det gør af ondt eller godt, vil det i sidste ende opføre sig efter det, som er skrevet (Sahih al-Bukhari 65,470 og 97,80).

Det siges også, at Allah vil vise nåde mod dem, han ønsker og straffe dem, han ønsker. Han skaber dem, han vil, for helvede (Sahih al-Bukhari 97,75).

Et eksempel på det findes i en fortælling i Koranen, hvor Moses følges med en mand, der har fået viden fra Allah.

På deres vandring dræber manden uden videre en dreng. Senere forklarer han, at drengens forældre var sande troende, og at han frygtede, at drengen ville tvinge dem til trods og vantro (sura 18,65.74.80-81).

Tafsir Ibn Kathir forklarer det i sin kommentar til Koranen med, at drengen var forudbestemt til at være vantro fra den dag, han blev skabt. (2)

Et andet sted siges det, at Allah har fastsat den bestemte mængde af utroskab, som en mand vil hengive sig til, og det vil ikke være muligt at flygte fra det (Sahih Muslim 46,33).

Man(den) har altså ingen indflydelse på, om han begår utroskab og i hvilket omfang, fordi det er forudbestemt af Allah.

Satan vil friste og lede på afveje undtagen Allahs udvalgte tjenere, og Allah godkender det ved at sige, at Satan ikke har nogen autoritet over hans tjenere, undtagen de afvigende (sura 15,36-42), og det siges, at det er let at komme i paradis for den, som Allah gør det let for (Hadith an-Nawawi 29).

Uvished

Ingen kan føle sig sikre fra Allahs bedrag (eller snedighed) undtagen de fortabte (sura 7,99).

Det afspejles i et udsagn, som tilskrives Abu Bakr: ”Ved Allah! Jeg ville ikke være overbevist eller føle mig i sikkerhed for Allahs straf, selv hvis en af mine fødder var i paradis.” (1)

Samlet set giver islams kilder så mange forskellige forklaringer på, hvordan man bliver frelst, at det er umuligt at vide sig sikker.

På den ene side burde et venligt ord være nok til at komme i paradis.

På den anden side kan en simpel forglemmelse når man vasker fødder før bønnen være nok til, at man risikerer helvedes ild.

I sidste ende er man helt overladt til Allahs vilje, og hvad der er forudbestemt, før man blev født.

Kristendommens kilder

Bibelen indeholder også en lang række udsagn og beskrivelser, der taler om, hvordan man får del i frelsen.

Frelse ved gerninger?

Ved en overfladisk læsning kan man få det indtryk, at Bibelen taler om frelse ved gerninger.

Da en mand spørger Jesus, hvad han skal gøre for at arve evigt liv, er Jesu første svar at citere nogle af det ti bud. Manden svarer, at han har holdt det alt sammen, og siger Jesus derefter, at han skal sælge alt, så vil han have en skat i himlen (Mark 10,17-21).

Samtidig siger Paulus, at dem, som er uretfærdige og lever i modstrid med Guds vilje, ikke skal arve Guds rige (1 Kor 6,9-10).

Det siges også, at ved den endelige dom skal mennesker dømmes efter deres gerninger (Åb 20,13).

Når man læser videre i beretningen om mande, som spurgte, hvordan han kunne arve evigt liv, siger Jesus, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme i Guds rige.

Disciplenes reaktion er forfærdelse, fordi de opfatter udsagnet sådan, at det vil være umuligt at blive frelst. Jesu svar til dem er, at det er umuligt for mennesker, men det er ikke umuligt for Gud (Mark 10,23-27).

Et andet sted siger Jesus, at for at komme ind i Himmeriget skal man i retfærdighed langt overgå de skriftkloge og farisæerne – som var kendt for at være meget optaget af, hvordan de kunne leve retfærdigt i forhold til loven (Matt 5,20).

Efter Paulus har beskrevet, hvad der vil forhindre et menneske i at arve Guds rige, siger han til sine læsere, at nogle af dem tidligere levede sådan, men at de er blevet vasket rene, helliget og gjort retfærdige ved Jesu Kristi navn og ved Guds ånd (1 Kor 6,11).

Umuligt at opfylde loven

Paulus forklarer, at buddene om, hvad han skulle gøre, og hvad han ikke måtte gøre, var det, der gjorde det helt klart for ham, at han ikke var i stand til at efterleve loven (Rom 7,7-13).

Dermed siger han, at selvom loven er givet for at skabe nogle gode rammer for menneskers liv, så er en af dens funktioner også, at den gør det klart for os, at vi ikke selv formår at efterleve buddene fuldt ud og dermed heller ikke er i stand til at opnå frelsen ved egne gerninger.

Jesus gør det klart at lovens bud ikke alene handler om, hvad man gør men også om, hvad man siger og tænker (Matt 5,21-28).

Det viser også, hvor umuligt det er for mennesker at leve efter loven i alle ting.

Jakob siger det så kategorisk, at den, som holder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle (Jak 2,10), og Paulus understreger med et citat fra Salmernes Bog, at intet menneske er retfærdigt, og lidt senere uddyber han det ved at sige, at intet menneske bliver retfærdigt ved lovgerninger (Rom 3,10.20).

Når Bibelen samtidig beskriver Gud som fuldkommen retfærdig og en retfærdig dommer (5 Mos 32,3-4 og Sl 51,6), betyder det, at den naturlige konsekvens for mennesker må være, at de skal dø som straf for deres oprør og synd imod Gud (1 Mos 2,17 og Rom 6,23a).

I denne sammenhæng betyder det døden i endelig forstand, det som også kaldes den anden død (Åb 20,14-15).

Stedfortrædende frelser

Der, hvor menneskets situation i forhold til Gud ser håbløs ud, siger Bibelen, at Gud greb ind ved at sende sin enbårne søn til jorden som menneske.

Fordi han, Jesus, levede et liv i fuldstændig overholdelse af lovens bud (Joh 8,46 og 1 Pet 2,22), kunne han betale den pris (et fuldkomment liv), som alle mennesker skylder Gud som deres skaber og Herre.

Bibelen beskriver det på forskellige måder. Den taler om, at Jesus slettede vores gældsbevis ved at nagle det til korset – han betalte hele gælden for alle mennesker (Kol 2,13).

Guds fuldkomne retfærdighed betyder, at han – som en retfærdig dommer – ikke kan være ligeglad med menneskers overtrædelser af loven og bare sige, at de ikke betyder noget og ikke vil få nogen konsekvenser.

Men i sin store nåde blev Gud selv menneske i Jesus, og som stedfortræder påtog han sig vores synd, for at vi til gengæld kan få hans retfærdighed (2 Kor 5,21).

Gud gjorde Jesus til et sonoffer – en betaling for menneskers overtrædelse af loven – og til gengæld erklærer han, at dem, som tror på Jesus og tager imod hans stedfortrædende offer, er retfærdige overfor ham og ikke vil blive ramt af hans dom (Rom 3,21-26).

Jesus forudsiger flere gange, at han skal slås ihjel og opstå fra døden (Matt 16,21; 17,22-23 og 20,18-19), og han siger selv, at det var fuldstændig bevist og frivilligt, at han kom til jorden for at sætte sit liv til, som en omsorgsfuld hyrde sætter sit liv til for at redde fårene (Joh 10,11.17-18).

Bibelen siger, at fordi Jesus levede et fuldstændig rent og retfærdigt liv, så kunne han, ved at give sit liv, betale for menneskers urenhed og uretfærdighed som stedfortræder.

Det betyder, at mennesker får del i hans renhed og retfærdighed ved at tro på ham og acceptere, at han har betalt det, vi skylder.

Jesu rolle

Jesus siger, at ingen kommer til Faderen uden ved ham (Joh 14,6), at den, der tror på ham, skal leve, om han end dør (Joh 11,25), og at han vil oprejse den, som ser ham og tror på ham (Joh 6,40).

Apostlen Peter vidner om, at det ikke er muligt at finde frelse hos nogen anden end Jesus (ApG 4,11-12).

Forudbestemmelse

Bibelen siger meget klart, at Guds ønske er, at ingen skal gå fortabt, men at alle mennesker skal frelses (2 Pet 3,9), og at han ikke har bestemt nogen til at rammes af hans vrede, men til at få del i frelsen ved Jesus (1 Thess 5,9).

Vished

Johannes skriver, at dem, der tror på Guds søns navn, kan vide, at de har evigt liv (1 Joh 5,13).

Jesus siger, at Guds vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og han vil oprejse dem på den yderste dag (Joh 6,40).

Jesus siger også, at han er opstandelsen og livet, og den, som tror på ham, skal leve, selvom han dør (Joh 11,25-26).

Bibelens vidnesbyrd er, at det er muligt at have vished om, at man har del i frelsen og det evige liv, når man stoler på, at Jesus har taget den fulde straf for ens synder, og at man har fået del i hans fuldkomne retfærdighed.

Frelse til gerninger

En almindelig indvending mod frelsen ved tro alene er, at det betyder, at man kan leve fuldstændig, som man har lyst til, og synde så meget man vil, fordi man bare kan bede om tilgivelse og derved få slettet synden.

Paulus afviser meget klart, at man kan leve videre med synden, når man har fået tilgivelse for sine synder (Rom 6,15-16).

Jakob siger i sit brev, at hvis troen på Jesus ikke viser sig ved, at man gør de gerninger, som er i overensstemmelse med Guds vilje, så er det en tom tro, der i virkeligheden er død (Jak 2,14-26).

Gerningerne kan ikke i sig selv frelse, men de er et vidnesbyrd om, at troen på Jesus er reel, at Helligånden har taget bolig i den troende, og at man på den baggrund kan og vil kæmpe for at leve efter Guds vilje.

 

Noter

(1) The Successors of the Messenger; Khalid Muhammad Khalid; Dar al-Kotob al-Ilmiyah; Beirut, Libanon; 2005

(2) https://www.kalamullah.com/Books/Tafsir%20Ibn%20Kathir%20all%2010%20volumes.pdf

Andre artikler

Barnabasevangeliet

Barnabasevangeliet er et apokryft evangelium, som muslimer henviser til som bevis for, at Bibelen er blevet ændret, fordi det er langt mere i overensstemmelse med Koranen end Bibelens evangelier.

Læs mere »