Det er altid problematisk at generalisere og gruppere mennesker. Samtidig er det en hjælp til at beskrive og forstå noget af det, der i denne sammenhæng kan ligge bag muslimers forskellige reaktioner i en samtale om tro.
Menneskers reaktioner ændrer ikke noget i det kald, vi har fået, til at elske vores medmennesker. Beskrivelserne er ikke ment som et redskab til at kategorisere dem, men til at forstå, hvorfor de reagerer, som de gør, i en samtale om tro.
De grundlæggende reaktioner er på ingen måde enestående for muslimer. De kan også findes hos mennesker, der bekender sig som kristne eller til en anden livsforståelse.
Den skråsikre
Nogle muslimer er, eller giver i hvert fald udtryk for at være, fuldstændig overbeviste om islams sandhed og overlegenhed.
Det betyder, at de uden videre accepterer og skråsikkert fremfører argumenter for islam og mod kristendommen eller andre livsanskuelser uden at reflektere over eller overveje, om det faktisk er i overensstemmelse med sandheden.
I mødet med den skråsikre kan det være fristende selv at udtrykke sig mere skråsikkert om sin egen tro, end man ellers ville gøre.
De skråsikre vil sjældent indrømme direkte, at der er ting i islam, som virker ulogiske eller frastødende.
Ofte behøver de tid til for sig selv at overveje og undersøge den kritik, de møder i forhold til islam, før de eventuelt erkender, at deres forsvar ikke er så urokkeligt, som de tænker og giver udtryk for.
I forhold til kristendommen vil de skråsikre typisk fremføre argumenter med stor overbevisning fx om, at Bibelen er blevet ændret.
Nogle vil gøre det som en ureflekteret gentagelse af andres argumenter, mens der selvfølgelig også er nogle, som selv har sat sig ind i baggrunden for argumenterne.
Vores opgave er ikke at overbevise eller vinde diskussioner, men at søge sandheden og se, hvad Bibelen har at sige i mødet med deres argumenter.
Den overbeviste
Her er det muslimer, der er mere reflekterede og typisk har studeret islams kilder. De er overbeviste om islams sandhed, men har også en erkendelse af, at der er ting i islams skrifter, som kan give anledning til kritik.
Nogle typiske forklaringer fra deres side kan være, at det skyldes fejlfortolkninger, eller at skrifterne stammer fra en tid, hvor det, der beskrives, var helt almindeligt. Det kan fx være Muhammeds ægteskab med en pige på seks år, da han selv var over 50 år.
Den overbeviste har normalt opbygget et mere solidt forsvarsværk op omkring sine holdninger og sin tro og vil være bedre i stand til at argumentere for dem.
I mødet med kristendommen vil de overbeviste oftere have studeret og sat sig ind i argumenter mod bibelen og den kristne tro. Derfor kan samtaler med en overbevist muslim ofte kræve, at man selv bruger tid på at undersøge de spørgsmål og argumenter, de har.
Den nysgerrige
Det kan både være nogle, der er begyndt at undre sig over ting i islam og derfor begynder at stille spørgsmål til islams kilder og lære, eller det kan være nogle, der fx i mødet med Bibelen er blevet nysgerrige på, hvem Jesus er, og ønsker at finde ud af mere.
I den sidste gruppe kan man finde muslimer, der bevidst opsøger kristne for at finde ud af mere om, hvad Bibelen og kristendommen siger.
Deres nysgerrighed er ikke ensbetydende med, at de er klar til eller overvejer at forlade islam. Det kan være en generel interesse for, hvad andre tror og hvorfor.
De nysgerrige vil oftere være åbne overfor at høre, hvad kristne tror på og hvorfor, i stedet for at fremføre deres egne eller andres argumenter omkring, hvad de mener, at kristne tror. Det kan give mulighed for mere åbne samtaler om tro i stedet for diskussioner om, hvem der har ret.
Den tvivlende
Nogle begynder allerede som børn at undre sig og stille spørgsmål ved ting i islam. Mange har mødt den reaktion, at man ikke kan eller må stille spørgsmål i forhold til islam, Koranen og Muhammed.
De fleste holder op med at stille spørgsmålene, men for nogle bliver de og forundringen over, at Allah og islam ikke kan tåle, at man stiller spørgsmål, ved at rumstere under overfladen.
For andre opstår spørgsmålene og tvivlen, når de ser kontrasterne mellem islams kilder og fx videnskaben eller Bibelen.
I forhold til kristendommen kan de tvivlende være tilbøjelige til at efterspørge den stærke overbevisning, som de ikke selv har.
Det kan betyde en stærk fristelse til at udtrykke sig meget overbevist, men vi er først og fremmest kaldet til at være ærlige, også hvis det betyder, at vi må erkende, at vi kan være i tvivl. Vi er ikke kaldet til at vidne om vores urokkelige tro, men om Jesus.
Den nominelle
Der kan være forskellige årsager til at være nominel muslim, og det kan komme til udtryk på forskellige måder.
Nogle er vokset op i en familie, hvor islam ikke har fyldt meget i hverdagen, andre er gledet væk fra den personlige tro og praksis, men opfatter islam som en kulturel ramme for deres liv.
Endelig er der nogle, som bevidst har forladt troen, men bevarer en facade som muslim af frygt for, hvilke konsekvenser det kan have, hvis andre opdager det.
I et land som Danmark, hvor islam ikke spiller en væsentlig rolle i samfundet, er det lettere at være nominel muslim og undlade at følge de islamiske leveregler.
En del overholder dog fortsat ramadanen og spiser ikke svinekød for ikke at skille sig for markant ud i familie og omgangskreds, eller fordi de synes, det er gode traditioner.
Der kan være stor forskel på nominelle muslimers tilgang til at tale om tro. Nogle har en generel modvilje mod alt, hvad der har med religion at gøre, og er ikke interesserede i at tale om det.
Andre vil gerne tale om tro, så længe det ikke har med islam at gøre, og har måske en direkte negativ holdning til islam, som de gerne, i hvert fald på tomandshånd, giver udtryk for.
Den ateistiske
Det er direkte selvmodsigende at tale om ateistiske muslimer, og der er heller ikke tale om muslimer i religiøs forstand.
Samtidig kan vi opleve at nogle, der meget klart betegner sig som ateister, men har en muslimsk baggrund – i hvert fald kulturelt – er præget af islam.
Det kan for eksempel komme til udtryk i forbindelse med dødsfald, hvor de stadig bruger muslimske udtryk og traditioner i omtalen af den afdøde og i forbindelse med begravelser.
Deres holdning til islam kan spænde meget vidt, helt fra en positiv opfattelse af islamisk kultur over ligegyldighed til en meget negativ opfattelse af islam.
Deres opfattelse af kristendommen kan også – som for alle andre ateister – spænde meget vidt fra indædt modstand mod al tro på en højere magt til nysgerrig interesse.
Tvetydighed
Vi kan opleve, at nogle muslimer vil være meget skråsikre og give udtryk for, at de er helt overbeviste om islam, når de er sammen med andre muslimer, mens de er mere nysgerrige eller tvivlende, når vi taler med dem på tomandshånd.
En sandsynlig årsag er, at det er problematisk at udtrykke tvivl i forhold til islam eller interesse for kristendommen, når andre muslimer hører det, mens det opleves mere ufarligt, når der ikke er andre muslimer til stede.
På den baggrund er det også godt at overveje, hvordan vi taler om tro, når der er flere muslimer til stede, både hvis det er venner eller i en familie.
Det betyder ikke, at vi skal undgå at tale om tro, men det kan have indflydelse på, hvor åben og ærlig den enkelte har lyst til at være.
Derfor er det som udgangspunkt bedst ikke nævne, hvad du tidligere har talt med din muslimske ven om, når der er andre tilstede og ikke at udtrykke undren, hvis muslimske venner siger noget andet i en gruppe, end de har gjort på tomandshånd.
