Søg
Close this search box.

Præsentation af evangeliet

Dette er ikke en færdig skabelon for, hvordan man præsenterer evangeliet for sin muslimske ven. Det er en beskrivelse af, hvordan Bibelen formidler evangeliets budskab om Jesus og betydningen af det, han har gjort, ind i mange forskellige verdensbilleder og livsopfattelser.

Når vi skal præsentere evangeliet for vores venner, kan det være en hjælp at vide lidt om, hvordan de opfatter verden og livet. Det betyder ikke, at evangeliet ændrer sig eller har forskellig betydning for mennesker, men Gud kommunikerer evangeliets betydning ind i menneskers forskellige situationer, og i Bibelen har han givet os redskaber til at gøre det samme.

Skyld

I en dansk sammenhæng har det været almindeligt at præsentere evangeliet med udtryk fra en retssal ved at tale om synd, skyld, dom, retfærdighed og frikendelse eller retfærdiggørelse. Baggrunden er, at vi i Danmark i høj grad har haft det, man kalder en skyld-etik. Det vil sige, at skyld bygger på, at man har overtrådt loven, og skyld betragtes som noget objektivt, der ikke afhænger af, om man bliver opdaget eller ej.

I forhold til myndighederne gælder det, at man er uskyldig i forhold til retssystemet, indtil ens skyld er bevist, men det betyder ikke, at man objektivt set er uskyldig. Når det gælder forholdet til Gud, så vil han altid have en fuldkommen forståelse af ethvert menneskes skyld, og der er ikke noget spørgsmål om manglende beviser eller begrundet tvivl.

Skam

I andre kulturer kan det være helt andre forhold, der kommunikerer evangeliets sandhed. Mange kulturer uden for den vestlige verden bygger i højere grad på det, man kalder en skam-etik. Samtidig kan det bemærkes, at også den vestlige verden bevæger sig i den retning, blandt andet fordi kristendommen er på tilbagetog som samfundsgrundlag.

Skam-etikken siger, at man kun har grund til at føle skam over at have gjort noget forkert, hvis det bliver opdaget. Det kan for eksempel ses, når politikere eller erhvervsledere i Asien begår selvmord, hvis det bliver opdaget, at de har begået ulovligheder. Selvom de har gjort det gennem mange år, har de ikke opfattet det som noget problem, så længe det ikke var offentligt kendt.

Når det gælder statsledere, vil der også være nogle, som har så megen magt, at de kan opretholde deres status, selvom det bliver kendt, at de har handlet i modstrid med loven. Deres magtposition opvejer eller overtrumfer skammen.

Hvor skyld-etikken grundlæggende bygger på et enten eller – enten er man uskyldig eller skyldig – så bygger skam-etikken i højere grad på en skala, hvor man befinder sig et sted mellem ære og skam. Der er mange ting, som kan have indflydelse på, hvor en person befinder sig på skalaen. Det kan være, hvilken familie og slægt man tilhører, ens uddannelsesniveau og arbejde, ens økonomiske situation og ens opførsel.

I nogle kulturer, og herunder i islam, vil spørgsmål om renhed og urenhed også spille en rolle. Hvis man gør ting eller spiser noget, som er haram (forbudt), vil det ofte påføre skam både for en selv og måske også for ens familie og slægt.

Frygt

En anden grundlæggende faktor er frygt eller tryghed. Det kan man typisk møde i animistiske kulturer, hvor der er en frygt for åndeverdenen og for at komme i et misforhold til den, og hvor man for eksempel bringer ofre for at formilde ånderne, så man kan leve i tryghed. I en del muslimske kulturer finder man spor af dette, hvor man tager på pilgrimsvandringer og bringer gaver ved gravsteder og helligdomme for mennesker, som menes at have en særlig betydning. I islam spiller frygt også en rolle, når det gælder frelsen, fordi der ifølge islams kilder ikke er mulighed for at være sikker på, om man bliver frelst.

Det sidste, som skal nævnes i denne forbindelse, er, at mange islamiske kulturer lægger stor vægt på sammenhold i familie, slægt og det muslimske samfund, Ummah. I den sammenhæng kan der også være tale om en frygt for at blive udelukket af fællesskabet, og nogle indordner sig primært efter fællesskabets regler for at få del i den tryghed, det giver, og for ikke at blive udstødt.

Bibelens budskab

Når vi skal kommunikere evangeliet til vores muslimske venner, kan det være et godt udgangspunkt at være opmærksom på, hvordan deres grundlæggende opfattelse af tilværelsen er. Samtidig er det godt – og spændende – at blive opmærksom på, hvordan Bibelen kommunikerer sit budskab ind i alle disse forskellige menneskelige forhold.

Vi kan være optaget af, hvordan Gud fjerner vores skyld og erklærer os retfærdige og skyldfrie på grund af Jesu død og opstandelse, og derfor er det måske det perspektiv, vi typisk taler om, når vi skal præsentere evangeliet. Det er bare ikke sikkert, at det betyder så meget eller giver særlig stor mening for den, vi taler med.

Ære og renhed

Hebræerbrevet taler om, at Jesus udholdt korset uden at ænse dets skam (Hebr 12,2), og i Johannes’ Åbenbaring taler Jesus om at købe hvide klæder hos ham, for at ens nøgenheds skam ikke skal ses (Åb 3,18).

Peter taler om, at troen på Jesus skal blive til pris, herlighed og ære (1 Pet 1,7). Det er selvfølgelig først og fremmest Jesus, som denne ære tilkommer, men fordi vi er forbundet med ham, får vi også andel i den. Johannes taler om renselse som en konsekvens af det, Jesus har gjort for os. Han siger, at Jesu blod renser for al synd og uretfærdighed (1 Joh 1,7.9).

Bibelen bruger udtryk for det, Jesus har gjort, som taler ind i en livsopfattelse, der er præget af ære og skam.

Fred og frihed

Bibelen taler også direkte ind i spørgsmålet om tryghed og frygt. Jesus siger, at der kun er én, som der er grund til at frygte, og det er Gud, fordi han er den eneste sande dommer, der har magt til at dømme mennesker til Helvede. Samtidig siger Jesus, at når Gud er vores fader, så har vi ingen grund til frygt (Matt 10,28-31). Paulus understreger det sidste, når han siger, at dem, som har fået Guds ånd, er Guds børn, og det betyder, at vi ikke skal leve i frygt (Rom 8,14-16).

Johannes siger, at når vi bekender, at Jesus er Guds søn, og bliver i Guds kærlighed, har vi frimodighed på dommens dag, fordi frygt ikke findes i kærligheden, og vi har ingen grund til at frygte Guds straf (1 Joh 4,15-18).

Jesus siger også, at selvom troen på ham vil skabe ufred, fordi det fører til uenighed helt ind i familier (Luk 12,51-53), så giver han en fred, der kan overvinde denne verdens modgang og farer (Joh 14,27 og 16,33). Paulus siger, at ved troen på Jesus har vi fred med Gud (Rom 5,1), og at Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare vores hjerter og tanker i Kristus Jesus (Fil 4,7).

Bibelen taler altså meget stærkt om, hvordan Jesu død og opstandelse kan give fred og tryghed og befri os fra frygt (Hebr 2,14-15).

Guds husstand

Noget af det, der kan have stor betydning for muslimer, som forlader islam eller overvejer at gøre det, er forholdet til deres familie og det muslimske samfund. Det kan skyldes frygt for konsekvenserne, fordi det kan være forbundet med forfølgelse og i nogle tilfælde døden at forlade islam. Men det skyldes også frygten for at miste de nære relationer og det fællesskab, de har været en del af, og som mange vil miste, fordi de bliver udstødt af eller må forlade deres familie og sociale netværk.

Jesus taler meget stærkt ind i den situation, når han siger, at ingen har forladt familie og hjem for hans skyld, uden at de får det hundreddobbelt igen i denne verden og arver evigt liv (Mark 10,29-30). Paulus taler også om, at vi på grund af Jesus har fået borgerskab i himlene og hører til Guds husstand (Fil 3,20 og Ef 2,19).

I den forbindelse er det helt afgørende, at vi, som kristne, er bevidste om, at vi har et stort ansvar for at nye kristne og ikke mindst dem, som har mistet relationen til deres familie og netværk på grund af troen på Jesus, virkelig oplever, at de får en ny familie og et nyt netværk i menigheden og blandt kristne.

Disse eksempler viser, at Bibelen taler evangeliets budskab ind i mange forskellige verdensbilleder og kulturelle opfattelser og dermed giver os redskaber til at kommunikere det til vores venner, når vi kender deres baggrund og ved, hvad der har betydning for dem.

Andre artikler

5 Mos 18,18 forudsiger Muhammed

Muslimers påstand er, at når Gud lover Moses, at der skal komme en profet som ham, så er det en profeti om Muhammed. Det hævdes, at når der står, at Gud vil oprejse en profet fra deres midte – på hebraisk står der ”fra midten af deres brødre” – så drejer det sig om Ismaels efterkommere.

Læs mere »