Muslimers påstand
Et ret almindeligt udsagn eller spørgsmål fra muslimer drejer sig om Jesu guddommelighed, og om han nogensinde sagde: ”Jeg er Gud, tilbed mig!”.
I mange tilfælde vil det dreje sig om de eksakte ord, og påstanden vil være, at hvis man ikke kan finde et sted, hvor Jesus siger præcis de ord, så betyder det, at han aldrig hævdede, at han var Gud.
Dermed er det også et forsøg på at vise, at det ikke var Jesus selv, men nogle andre, som på et senere tidspunkt opfandt læren om, at Jesus er Gud.
Typisk vil man pege på forfatteren af Johannesevangeliet, Paulus eller kirkekoncilet i Nikæa.
Hvad ligger bag?
Den primære årsag er Koranens og dermed muslimers afvisning af, at Jesus er Gud.
Samtidig er det et udtryk for, at muslimske lærde har fundet ud af, at Jesus ikke nogen steder i Bibelen siger de eksakte ord, og det er et meget rigidt forsøg på at hævde, at når han ikke gør det, så må det betyde, at han ikke er Gud, og at han ikke opfordrer mennesker til at tilbede ham.
Hvad kan vi spørge om?
Man kan på forskellige måder udfordre forestillingen om, at noget kun er sandt, hvis en person helt ordret siger det om sig selv.
Man kan for eksempel spørge: Hvis en konge aldrig ordret siger: ”Jeg er konge. Adlyd mig!”, vil det så betyde, at han ikke er konge, og at man ikke behøver at adlyde ham?
Man kan også spørge den modsatte vej: Hvis jeg siger: ”Jeg er Gud, tilbed mig!”, vil det så betyde, at du er nødt til at tro på det?
Eller man kan spørge, om der er noget sted i Bibelen, hvor Jesus siger: ”Jeg er ikke Gud, I må ikke tilbede mig!”
En anden mulighed vil være at spørge, hvad der skal til, eller hvad Jesus skulle sige, for at det ville overbevise dem om, at han er Gud.
I den forbindelse er det også muligt at spørge, hvilke egenskaber og evner de tillægger Gud.
Hvad kan vi sige?
For det første må vi holde fast i, at en persons identitet og position aldrig afhænger af, om vedkommende meget ordret og præcist siger noget helt bestemt om sig selv.
Det må vurderes ud fra faktorer som, hvem de er, hvad de gør, hvad de siger om sig selv, og hvordan andre behandler og omtaler dem.
Et første skridt kan være at vise, at når Jesus taler om Faderen eller sin fader, så henviser han til Gud og siger, at han skal tilbedes (Matt 11,25 og Joh 4,23).
Jesus og Faderen
Samtidig kommer han med udsagn, der meget klart sætter ham i et helt unikt forhold til Faderen og viser, at han har de samme egenskaber og positioner som Faderen.
Jesus siger, at Faderen har overgivet alt til ham, og at kun han kan åbenbare Faderen for mennesker (Matt 11,27).
Jesus siger, at han, som Sønnen, gør det samme som Faderen. Han arbejder på sabbatten, som hans fader arbejder (Joh 5,17-18).
Han gør dem levende, han vil, han har magt til at dømme, alle skal ære ham, ligesom de ærer Faderen, og han har liv i sig selv (Joh 5,19-26).
Endelig siger Jesus, at han og Faderen er ét, at den, som har set ham, har set Faderen, og at de gerninger, han gør, vidner om, hvem han er (Joh 10,30; 14,9-11 og 5,36).
Menneskesønnen
En af de titler, Jesus bruger meget om sig selv, er Menneskesønnen (fx Matt 8,20).
Umiddelbart kunne det opfattes som en understregning af, at han kun er et menneske, men der ligger en langt dybere og større betydning i den titel.
Der, hvor det kommer tydeligst frem, er ved retssagen mod Jesus, før han bliver korsfæstet.
Ypperstepræsten spørger Jesus, om han er Guds søn. Jesus bekræfter det og siger samtidig, at de skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.
Ypperstepræstens reaktion er, at Jesus har spottet Gud og derfor er skyldig til døden (Matt 26,63-66).
Det, Jesus henviser til og grunden til ypperstepræstens voldsomme reaktion, er en passage i Daniels Bog.
Her ser Daniel et syn, hvor en, der så ud som en menneskesøn, kom med himlens skyer og af den gamle af dage (Gud Fader) fik overdraget et evigt herredømme, ære og kongedømme, og alle folk tjente ham (Dan 7,13-14).
Ypperstepræsten er altså helt bevidst om, at Jesus gør krav på at være denne menneskesøn, der beskrives som guddommelig og skal regere i al evighed.
Da han ikke selv tror på, at Jesus er Gud, er hans eneste mulighed at anklage Jesus for gudsbespottelse, fordi han gør krav på at være Gud.
Guddommelige egenskaber
Hvis vores muslimske venner har nævnt nogle egenskaber og evner, som de mener, kun Gud kan have, kan det også være en mulighed at nævne noget af det, som Jesus gør og hævder om sig selv.
Jesus siger, at han har myndighed til at tilgive synder, og de skriftkloge tænker, at det kan kun Gud gøre (Mark 2,5-7.10-12).
Jesus siger, at han er herre over sabbatten, da hans disciple gør noget, som farisæerne mener, er forbudt (Matt 12,1-2.8).
Derudover taler Jesus som før nævnt om, at han kan gøre levende, han har magt til at dømme, alle skal ære ham, og han har liv i sig selv.
Egenskaber som alle er forbundet med Gud.
I Johannes Åbenbaring siger Jesus – ham som var død, og som lever – at han er den første og den sidste, han lever i evighedernes evigheder, og han har nøglen til døden og dødsriget.
Beskrivelser der vidner om, at han er Gud (Åb 1,12-16).
Andres vidnesbyrd om Jesus
De urene ånder kalder Jesus for Guds hellige og Gud den Højestes søn (Mark 1,23-24 og 5,2).
Da Jesus siger ”Jeg og Faderen er ét”, vil jøderne stene ham, fordi han gør sig selv til Gud (Joh 10,30-33).
Jesus uddriver dæmoner af en mand og siger, at han skal gå hjem for at fortælle om det, Gud har gjort mod ham, og han går og fortæller om alt det, Jesus havde gjort mod ham (Luk 8,32-33.39).
Johannes siger i sit evangelium, at Jesus som Ordet og den Enbårne selv er Gud (Joh 1,1.17-18).
Thomas kalder Jesus for min Herre og min Gud, da han møder ham efter opstandelsen, og Jesus taler om, at det er et udtryk for tro (Joh 20,28-29).
Selvom Jesus ikke på noget tidspunkt ordret siger: ”Jeg er Gud, tilbed mig!”, så vidner hans gerninger, hans egne ord og andres reaktioner om, at han identificerede sig selv som Gud.
Når Jesus ikke bruger de eksakte ord, kan det også skyldes, at det meget let kunne give jøderne det indtryk, at han gjorde krav på alene at være Gud.
Jesu vidnesbyrd er, at han er Gud sammen med Faderen og Helligånden. Ikke at de er tre forskellige guder, men at de er ét i Guds treenige væsen.
