Det hævdes, at næsten alle religiøse personer i Bibelen havde mere end én hustru, og at Koranen er det eneste hellige skrift, som siger, at man kun skal gifte sig med én, eller sætter grænser for, hvor mange en mand kan gifte sig med.
Hvad ligger bag?
Påstanden findes blandt andet som kommentar til et vers i Koranen, der taler om, at en mand kan gifte sig med op til fire hustruer, men hvis han er bange for, at han ikke kan være retfærdig mod dem, så skal han nøjes med én. Samme vers siger, at mænd, ved siden af deres hustruer, kan have en seksuel relation med deres slaver og krigsfanger (sura 4,3) (1).
Påstanden er altså et forsvar for Koranen og et forsøg på at sige, at Bibelen ikke er bedre, men snarere værre, når det gælder spørgsmålet om mænd og hvor mange hustruer, de kan have. I den forbindelse nævnes David og Salomo specifikt.
Det kan også være et udtryk for, at mange muslimer regner med, at alt, hvad der står i Bibelen, er et udtryk for Guds vilje og anerkendes af ham. Det er en afspejling af deres opfattelse af Koranen som Allahs fuldkomne åbenbaring, der i alle ting udtrykker hans vilje.
Hvad kan vi spørge om?
Det kan være nærliggende at spørge, om de kan finde noget sted i Bibelen, som siger, at det er i orden for mænd at have mere end én hustru. Man kan også spørge, hvilke personer fra Bibelen de kan nævne, som havde mere end én hustru.
Hvis de bruger argumentet om, at Koranen siger, at man kun skal gifte sig med én, kan man spørge, hvorfor det samme vers så tillader, at mænd kan have op til fire hustruer plus deres slaver og krigsfanger.
Hvad kan vi sige?
Det er rigtigt, at nogle af de betydningsfulde mænd i Bibelen havde mere end én hustru, men der kan nævnes en række mænd, hvor det kun omtales, at de havde én hustru.
Det gælder Noa og hans tre sønner (1 Mos 7,7 og 1 Pet 3,20), Isak – på trods af at Rebekka havde svært ved at få børn (1 Mos 25,21), Josef (1 Mos 41,45), Moses (2 Mos 2,21 og 4,20), Aron (2 Mos 6,23 og 28,1), Job (Job 2,9), Saul (1 Sam 14,50), Ezekiel (Ez 24,18), Zakarias – Johannes Døbers far (Luk 1,13), Akvila (Apg 18,2) og Jesu apostle (1 Kor 9,5) for at nævne nogle eksempler, hvor det siges ret klart.
For mange mænd omtales deres hustru kun i meget begrænset omfang, eller det siges slet ikke, om de var gift. Dermed er der ikke basis for at afgøre, om de havde mere end én hustru.
Det gælder for eksempel mange af kongerne i Israel og Juda, hvor der kun står, hvem der var mor til de nye konger men ikke, om den gamle konge havde flere hustruer. Det gælder også for de fleste af profeterne i Bibelen.
Abraham og Jakob
Selvom der er flere centrale mænd i Bibelen, som havde flere hustruer, er der ikke belæg for at sige, at det var næsten alle eller de fleste.
For flere af de mænd, som havde mere end én hustru, er der samtidig grund til at tro, at det ikke var deres oprindelige ønske.
Abraham tog Hagar som hustru ved siden af Sara, fordi Sara ikke fik børn og i et desperat forsøg på at hjælpe Gud med at skaffe den søn, han havde lovet (1 Mos 16,1-3).
Hvis Abraham havde ønsket at tage flere hustruer, ville det være naturligt, at han havde gjort det tidligere.
Abraham giftede sig med en tredje hustru, men intet tyder på, at han gjorde det, før Sara var død (1 Mos 25,1). Abraham var ti år ældre end Sara (1 Mos 17,17), og Sara døde, da hun var 127 år (1 Mos 23,1), mens Abraham blev 175 år (1 Mos 25,7).
Jakob endte med at have fire hustruer, men det skyldes for det første, at hans svigerfar snød ham (1 Mos 29,18-30) og for det andet den indbyrdes jalousi mellem hans to første hustruer (1 Mos 30,1-9).
David og Salomo
Når det gælder David og Salomo, er der ingen tvivl om, at de havde mange hustruer, men der er heller ikke tvivl om, at det var i modstrid med Guds vilje.
I det, der kaldes kongeloven, siges det meget klart, at kongen ikke må have mange hustruer (5 Mos 17,17), og det nævnes specifikt i forbindelse med Salomo, at hans mange hustruer var i modstrid med denne lov (1 Kong 11,1-3).
I den forbindelse er det helt afgørende at understrege, at Bibelens beskrivelser, af hvordan mennesker levede, ikke viser, hvordan Gud ønsker, at mennesker skal leve, men at der er en lang række eksempler på mennesker, som på nogle punkter levede i modstrid med Guds vilje, også selv om de på andre områder tjente Gud, var udvalgt af ham og blev brugt af ham til at udføre hans vilje.
Én mand og én kvinde
Når det gælder påstanden om, at Koranen er det eneste hellige skrift, som taler om kun at gifte sig med én, så er det rigtigt, at Bibelen ikke direkte siger, at en mand kun må gifte sig med én kvinde.
På den anden side taler Bibelen meget klart om, at en mand skal binde sig til sin hustru og de (to) skal blive ét.
Det siges allerede i forbindelse med skabelsesberetningen, hvor der står, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru (1 Mos 2,24). Her står hustru i ental i modsætning til omtalen af, at Lemek tog sig to koner, hvor det står i flertal (1 Mos 4,19).
Ordene fra skabelsesberetningen gentages både af Jesus (Matt 19,4-6), hvor han stærkt understreger, at det er to – én mand og én kvinde – som i ægteskabet bliver ét kød, og af Paulus (Ef 5,31).
Når Paulus taler om ægteskabet, er det også tydeligt, at han taler om én mand og én kvinde (1 Kor 7,2-4).
Ordene om, at det er hustruen, som råder over mandens legeme, er en klar understregning af, at han ikke kan give sit legeme til flere hustruer.
Paulus understreger også, at ægteskabet handler om hellighed og ære mellem én mand og én kvinde og ikke om tilfredsstillelse af sanseligt begær (1 Thess 4,4-5).
For det første er det en voldsom overdrivelse, når det påstås, at næsten alle religiøse personer i Bibelen havde flere hustruer.
For det andet fremgår det meget tydeligt, at Bibelen omtaler ægteskabet som et bindende forhold mellem én mand og én kvinde.
Note:
- https://quran.com/4 – note 1 til sura 4,3
