Udsagnet bygger på Jesu ord om, at det alene er Faderen, som kender dagen og timen, hvor Menneskesønnen kommer (Matt 24,30-31.36).
Hvad ligger bag?
Det er et forsøg på at vise ud fra Bibelen, at Jesus ikke kan være Gud, fordi han ikke er alvidende, og at Jesus derfor kun kan være en profet, sådan som islam hævder.
Hvad kan vi spørge om?
Et relevant spørgsmål kan være, om de ved hvilken dag og time, Jesus taler om i Matt 24. I forlængelse af det kan et spørgsmål være, om de kender betydningen af betegnelsen ”Menneskesønnen”. Det kan også være relevant at spørge, hvad de tænker om, at Jesus siger, at hans ord aldrig skal forgå (Matt 24,35).
Hvad kan vi sige?
Med hensyn til dagen og timen, som kun Faderen kender, er det meget væsentligt, at det henviser til Menneskesønnens komme med magt og megen herlighed. Jesus omtaler det også sådan, at det er deres Herre, som kommer (Matt 24,42).
Betegnelsen Menneskesønnen, som Jesus bruger om sig selv, henviser til Daniels syn af en menneskesøn, der bliver givet evigt herredømme, ære og kongerige, og som alle folk, stammer og tungemål tjener (Dan 7,13-14). Når Jesus omtaler sig selv som Menneskesønnen, er det altså en klar reference til hans guddommelige magt. Jesus bruger denne betegnelse overfor ypperstepræsten, og han opfatter det helt klart som et krav på guddommelighed fra Jesu side (Matt 26,63-65).
Det jødiske bryllup
Jesu ord om, at det kun er Faderen, der kender dagen og timen, er en reference til den jødiske bryllupstradition. Temaet, med Gud som brudgommen og hans folk som bruden, er gennemgående i Bibelen (fx Es 54,5 og Åb 19,7). Jesus bruger også bryllupsfesten som billede på Guds rige (Matt 22,1-14), og i en række af de udsagn han kommer med, omkring hans forhold til sine disciple og hans genkomst.
Når en bryllupskontrakt var indgået mellem en brudgom og hans brud, var der en venteperiode, hvor brudgommen forberedte en bolig til dem i tilknytning til hans fars hus. Jesus taler om, at han skal gå bort for at gøre en plads klar til sine disciple (Joh 14,2-3).
Bruden skulle bruge ventetiden på at gøre sig klar til brylluppet, sådan at hun var parat, når brudgommen kom for at hente hende. Jesus taler om, at hans disciple skal være klar, fordi de ikke ved, hvornår han kommer (Matt 24,42).
Når ventetiden var overstået, var det brudgommens far, der alene bestemte, hvornår brylluppet skulle holdes. Når dagen kom, sagde faderen til sin søn, at han nu skulle gå hen for at hente sin brud, så de kunne fejre brylluppet (1). Meget tyder på, at det er netop denne tradition, Jesus henviser til, når han siger, at det kun er Faderen, der kender dagen og timen.
I det følgende bruger Jesus et andet billede og siger, at han er deres Herre, som kommer (Matt 24,42-51). Her er det tydeligt, at herren selv ved, hvornår han kommer, mens tjenerne ikke ved det. I den sammenhæng fremgår det, at Jesus ikke taler om sin uvidenhed, men bruger billedet fra bryllupstraditionen til at beskrive sin genkomst og sige til disciplene, at de skal være klar, til at han kommer igen, sådan som bruden er klar, når brudgommen kommer.
Guddommelighed og afkald
Lige før udsagnet om, at kun Faderen kender dagen og timen, siger Jesus, at himmel og jord skal forgå, men hans ord skal aldrig forgå, hvilket også er et vidnesbyrd om hans guddommelighed. Han siger ikke, at det er Faderens ord eller de ord, som han taler på vegne af Gud, der aldrig vil forgå, men hans egne ord vil forblive, selvom himmel og jord forgår.
Samtidig kan det være en anledning til at understrege, at Jesus frivilligt gav afkald på nogle af sine guddommelige egenskaber, da han lod sig føde som menneske, men det betyder ikke, at han gav afkald på sin guddommelighed (Fil 2,1-8).
Det er helt klart, at han ikke var allestedsnærværende, da han levede på jorden som menneske, men samtidig kunne han helbrede på afstand, og han vidste, hvad der skete andre steder end der, hvor han var (Joh 4,46-53). Jesus vidner også flere gang om, at han ved, hvad mennesker tænker, eller hvad der kommer til at ske på et senere tidspunkt (Mark 2,5-12; Matt 20,17-19 og Joh 13,38; 18,15-27).
