Det er et argument, der er beregnet på at rejse tvivl om Bibelens troværdighed ved at sige, at dem, der skrev den, i dette tilfælde dem, der skrev de fire evangelier, ikke var øjenvidner og derfor ikke havde nogen direkte viden om det, de skrev om.
Hvad ligger bag?
Det er en gengivelse af et argument, der bliver fremført af bibelkritiske forskere.
Med til denne påstand hører en tilsvarende påstand om, at evangelierne er nedskrevet så sent, at de ikke kan være skrevet af øjenvidner eller forfattere, der har mødt øjenvidner.
Det kan være en reaktion på kritik af, at de islamiske skrifter Hadith først er nedskrevet omkring 200 år efter, at Muhammed angiveligt levede og et forsøg på at vise, at beretningerne om Jesus er utroværdige.
Argumentet er i familie med det traditionelle argument om, at Bibelen er blevet ændret, og at det er senere forfattere, der opfandt tanken om, at Jesus skulle være Guds Søn.
Hvad kan vi spørge om?
Det er nærliggende at spørge, hvad Koranen henviser til, når den siger, at Evangeliet er åbenbaret af Allah (sura 3,3) og siger, at ”Skriftens folk” skal efterleve det.
Hvis de mener, at Evangeliet, der omtales i Koranen er noget andet end det, vi har i Bibelen, så er et spørgsmål, hvor dette evangelium er i dag, og hvorfor det ikke lykkedes at bevare det, hvis det blev åbenbaret af Allah.
Et andet spørgsmål kan være, hvem de så mener, der er forfattere til evangelierne.
Hvad kan vi sige?
For det første kan vi sige, at de fire evangelier, vi har i Bibelen, var anerkendt i kirken helt tilbage i det første århundrede efter Jesu død og opstandelse.
Det vidner en række citater og omtaler hos kirkefædrene, kirkens ledere fra 100- til 300-tallet, om.
Der er ingen vidnesbyrd om andre evangelier, der havde en lignende position fra kirkens første tid.
Der er flere forskellige grunde til at holde fast i, at forfatterne til evangelierne er dem, der angives i deres titler.
Evangeliernes forfattere
Der har helt fra kirkens første tid ikke været andre kandidater til forfattere, og de har så langt tilbage, som man har vidnesbyrd om dem, helt entydigt været tilskrevet Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.
Det er usandsynligt, at skrifter, der havde en så fremtrædende position i kirken helt fra dens begyndelse, skulle være skrevet af ukendte forfattere, og at de, på trods af det, blev opfattet som troværdige.
Kirken blev meget hurtigt spredt over et stort område, og der var ikke én samlet ledelse, som kunne gennemtvinge et fælles syn på, hvem forfatterne var, hvis de havde været ukendte.
Hvis man havde forfattet evangelierne og ønskede at give dem troværdighed, er tre af de fire forfattere dårlige kandidater.
Det havde været langt mere nærliggende at tilskrive nogle mere prominente personer forfatterskabet til evangelierne. Det kunne for eksempel være Peter, en af de to Jakob’er eller Andreas, for at give dem så stor autoritet som muligt.
På Jesu tid var det almindeligt, at skriftruller var mærket på ydersiden med forfatterens navn, så man kunne se, hvem den var skrevet af.
Ved at skrive forfatterens navn på skriftrullerne, kunne de fire evangelier kendes fra hinanden, når de blev brugt i de kristne forsamlinger.
Datering af evangelierne
Bibelkritiske forskere har gjort sig store anstrengelser for at give evangelierne en meget sen datering, men der er gode argumenter for det modsatte.
Kirkelederen Origen (185-254 e.Kr.) skriver, at Matthæusevangeliet var det, der blev skrevet først, og at det var skrevet af den tidligere skatteopkræver, men senere Jesu apostel, Matthæus, der skrev det for de troende med jødisk baggrund.
Origen skriver, at det andet evangelium, der blev skrevet, var Markusevangeliet (1).
Kirkelederen Eusebius (260-340 e.Kr.) citerer den tidligere kirkeleder, Clement af Alexandria (150-215 e.Kr.), som skriver, at de tidligste evangelier var dem, der indeholder slægtstavler, altså Matthæus- og Lukasevangelierne.
Clement nævner også, at Markus blev spurgt om at nedskrive det, Peter sagde i sine offentlige prædikener i Rom, og at han derfor skrev det evangelium, der kendes under hans navn (2).
Nogle kritikere mener ikke, at Markus, som nævnes i et af Peters breve (1 Pet 5,13), og som muligvis er den Johannes Markus, der rejste sammen med Paulus og Barnabas (ApG 12,12), kan være forfatter til evangeliet.
Begrundelsen er, at Markus var jøde, og evangeliet bærer ikke præg af at være skrevet i en jødisk sammenhæng. Den naturlige forklaring på det er altså, at Markus skrev evangeliet i Rom.
Et argument for en tidlig datering af Lukasevangeliet er, at det er skrevet før Apostlenes Gerninger (ApG 1,1). Apostlenes Gerninger nævner ikke Paulus’ død omkring 68 e.Kr. og er derfor med stor sandsynlighed skrevet tidligere.
Når det gælder Johannesevangeliet, skriver kirkelederen Irenæus (ca. 130-200 e.Kr.), at ”Johannes, Herrens discipel, som lænede sig mod hans bryst, udgav evangeliet, mens han boede i Efesos i Asien.”
Vi har altså meget tidlige vidnesbyrd, der viser, at evangelierne blev skrevet af dem, der fortsat lægger navn til dem i dag.
Øjenvidner
Matthæus og Johannes var Jesu disciple og apostle og var dermed personlige øjenvidner til det, han sagde og gjorde og til, at han var opstået fra de døde.
Markus skriver ikke, om han selv kendte Jesus, men han gengav øjenvidneberetninger fra Peter, der ligesom Matthæus og Johannes var Jesu discipel og apostel.
Nogle mener, at Markus indirekte nævner sig selv i omtalen af en ung mand, der flygtede, da Jesus blev taget til fange (Mark 14,51-52).
Der er ikke noget, som tyder på, at Lukas kendte eller mødte Jesus, men han understreger, at det, han skriver, er samlet fra dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og tjenere for budskabet om Jesus (Luk 1,-1-4).
