Søg
Close this search box.

Hvor mange bøger er der i Bibelen?

Det er et spørgsmål, som bygger på, at der ikke er enighed blandt kristne om, hvor mange bøger der hører til Bibelen.

Det bruges til at påstå, at man derfor ikke kan have tillid til, at det er de rigtige bøger, der er bevaret.

Hvad ligger bag?

Baggrunden for argumentet er, at der er forskellige meninger om de kriterier, der bruges for at afgøre, hvilke bøger der er en del af Bibelens kanon.

I den katolske kirke og den etiopisk ortodokse kirke betragter man 46 bøger som en del af Det Gamle Testamente (GT), i de andre ortodokse kirker betragter man 49 bøger som en del af GT.

I de protestantiske kirker betragtes 39 bøger som en del af GT.

I den etiopiske ortodokse kirke betragter man 35 bøger som en del af Det Nye Testamente (NT), mens man i de øvrige kirker betragter 27 bøger som en del af NT.

”86, 72, 73 eller 66 bøger”

Nogle muslimer hævder, at der kan være alt fra 66 til 86 bøger i Bibelen, og at kristne uden videre tager bøger ud eller lægger nogle til.

Det bruges som et argument for, at man ikke kan stole på Bibelen, fordi man ikke med sikkerhed ved, hvilke bøger der er rigtige eller forkerte.

En del muslimer tænker, at kristne har den samme opfattelse af Bibelen, som de selv har af Koranen.

Fordi mange muslimer i dag er af den opfattelse, at Koranen er bevaret fuldstændig uændret fra Muhammeds tid, mener de, at hvis der er den mindste tvivl om bare ét ord i Bibelen, så må den betragtes som utroværdig.

Dette er en væsentlig del af baggrunden for deres kritik af, at der er forskellige holdninger til, hvor mange bøger der er i Bibelen.

Hvad kan vi spørge om?

Det kan være nærliggende at spørge, om de ved, hvor forskellene er og hvorfor.

Det er ret usandsynligt, at de ved det, men det kan være med til at vise, om det er et argument, de har hørt og bare gentager, eller om de faktisk selv har undersøgt emnet.

Det kan også være relevant at spørge, hvordan de opfatter Koranen for at finde ud af, om deres syn på Koranen har indflydelse på, hvordan de tror, at kristne opfatter Bibelen.

Hvad kan vi sige?

GT – den hebraiske Tanakh – blev samlet over flere omgange.

Mosebøgerne var en samlet enhed omkring 500-tallet f.Kr., men allerede under kong Josias (ca. 640 f.Kr.) fandt man en gammel bog med Herrens lov, som var givet gennem Moses (2 Krøn 34,14), så der har eksisteret en tidligere samling. De profetiske bøger var samlet omkring 320 f.Kr.

Den hebraiske tekst, der er brugt til at oversætte for eksempel den autoriserede danske bibel, kaldes masoretisk. Den ældste komplette masoretiske tekst (Aleppo Codex) er fra 900-tallet e.Kr., men andre delvise manuskripter peger på, at de er bevaret med stor nøjagtighed helt fra omkring 200-300 f.Kr.

Apokryfer

Den græske oversættelse af GT (Septuaginta) indeholder nogle bøger, der ikke er med i den hebraiske Tanakh, og som derfor ikke betragtes som en del af GT i den protestantiske tradition.

Disse kaldes apokryfe skrifter. Apokryf betyder ”skjult”, og de regnes ikke for ligeværdige med GT, men betragtes som gode og nyttige at læse.

Det ældste komplette Septuaginta er fra 400-tallet, og manuskriptet (Codex Alexandrinus) indeholder også store dele af NT.

Den oprindelige tekst

I den ortodokse kirke regnes disse skrifter som ligeværdige med skrifterne i GT, og man mener, at de er blevet taget ud af de oprindelige hebraiske skrifter, fordi kristne brugte dem til at overbevise jøder om, at kristendommen var sand (1).

I den ortodokse kirke argumenterer man for, at Septuaginta er oversat fra tidligere hebraiske manuskripter, mens den masoretiske tekst er blevet ændret efter Jesu tid for at nedtone de steder, der blev brugt af kristne som vidnesbyrd om, at GT pegede frem mod Jesus som Messias.

Et af de steder, som den ortodokse kirke peger på, er Esajas’ profeti om, at Gud vil give et tegn (Es 7,14). I den masoretiske tekst er tegnet, at ”den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn” mens det i septuaginta er, at ”jomfruen skal blive med barn og føde en søn”.

For det ortodokse argument taler, at når Matthæus citerer profetien, bruger han ordet ”jomfruen”.

Fortalere for den masoretiske tekst vil sige, at Matthæus citerer fra septuaginta for at understrege, at Maria var jomfru, da hun fødte Jesus, mens fortalere for septuaginta vil sige, at den masoretiske tekst blev ændret på et senere tidspunkt for at tilsløre den klare sammenhæng mellem profetien og Jesu fødsel.

I mange bibler er der en note, som gør opmærksom på denne forskel, og det er ikke noget, som kristne prøver eller har grund til at skjule. Reelt er der ikke nogen væsentlig forskel.

I den masoretiske tekst bruges det hebraiske ord (alma – עלמה) om kvinder, der er så unge, at det er tydeligt, at de er jomfruer.

Det gælder Rebekka, da Abrahams træl møder hende ved brønden, inden det bliver aftalt, at hun skal giftes med Isak (1 Mos 24,43) og det gælder Miriam, Moses’ søster (2 Mos 2,8).

Det er muligt, at den masoretiske tekst er ændret for at nedtone omtalen af en jomfru, der skal føde en søn, men det er også muligt, at dem, der oversatte septuaginta, har været klar over eller ønsket at understrege, at det hebraiske ord indebærer en betydning, der bruges om en kvinde, som er jomfru.

Opfattelse af apokryferne

Når det gælder apokryferne, som er med i Septuaginta, er der ikke tale om, at man i den protestantiske kirke opfatter dem som vranglære.

Luther havde dem med i sin oversættelse af Bibelen til tysk og sagde, at de var nyttige og gode at læse, men han placerede dem efter de øvrige skrifter i GT og regnede dem ikke for autoritative.

Kristnes opfattelse af Bibelen

Det er helt afgørende at klargøre, at kristne ikke har samme opfattelse af Bibelen, som mange muslimer har i forhold til Koranen.

Vi mener, at Bibelen er sand og har autoritet i forhold til vores forståelse af Gud, os selv, Guds forhold til os og hans vej til frelse gennem tro på Jesu død og opstandelse.

Denne holdning ændres ikke af, at der i forbindelse med håndskrevne kopier at manuskripterne er opstået fx stavefejl og omvendt ordstilling.

Selvom nogle bibelkritiske forskere understreger, at der er flere variationer mellem de gamle bibelske manuskripter, end der er ord i Bibelen, så er det først og fremmest fordi, der eksisterer flere tusinde håndskrevne manuskripter.

Bibelkritiske forskere erkender samtidig, at for mere end 99% af Bibelens tekst er der ikke tvivl om meningen, og ingen af variationerne har betydning for kristendommens grundlæggende lære.

Vi kan uden nogen problemer erkende, at forskellige kirkeretninger har forskellige holdninger til, hvilke bøger der er en del af Bibelen.

Samtidig kan vi med stor frimodighed holde fast i, at det ikke ændrer noget som helst i kristendommens grundlag – at Gud er treenig, at Jesus er Guds søn, og at den eneste vej til frelse er gennem tro på Jesu død og opstandelse.

 

Note

  1. www.theorthodoxfaith.com/article/the-so-called-apocrypha/

Andre artikler

Dialog

I denne forbindelse opfattes dialog som den tilgang til at tale om tro, hvor man ikke kritiserer eller taler nedsættende om det, den anden tror

Læs mere »