Hadith er samlinger af udsagn og beretninger om, hvad Muhammed sagde og gjorde. De vil normalt regnes som væsentlige, fordi flere centrale elementer i islam ikke findes i Koranen, men derimod omtales i hadith. Det gælder for eksempel de fem bedetider og den islamiske trosbekendelse.
Når Muhammed betragtes som det bedste eksempel til efterfølgelse til alle tider, er det også i høj grad hadith, der bliver brugt som kilde til, hvordan man efterlever Muhammeds eksempel.
Samlingen af hadith
Når man skal vurdere hadith som kilde til information om Muhammed og hans liv, er det meget væsentligt at være opmærksom på, at hadith først blev samlet og nedskrevet i 800- og 900-tallet, hvilket altså er 200 til 300 år efter Muhammed levede.
Muslimer vil typisk forsvare troværdigheden af hadith ved at sige, at man har optegnelser af de led, som fortællingerne har gennemgået, før de blev nedskrevet. Altså hvilke personer der har fortalt dem videre. Der er eksempler på at mundtlig overlevering kan bevare information med stor præcision, men det er ikke uproblematisk med en mundtlig overlevering over flere hundrede år.
Det fortælles om en af de mest kendte forfattere af hadith, kaldet imam Bukhari efter hans fødeby, Bukhara i det nuværende Uzbekistan, at han memorerede 300.000 fortællinger og deraf udvalgte 7.563, hvoraf mange er ens, så der uden gentagelser er omkring 2.600. Disse tal viser, at der har været en stor mængde af fortællinger om Muhammed i omløb, og det kan være vanskeligt at bekræfte troværdigheden af dem, der på det tidspunkt blev skrevet ned.
To linjer af kritik
Blandt kritikere af islam er der to hovedlinjer, når det gælder hadith. Den ene påpeger det problematiske i, at der er gået så lang tid med mundtlige overleveringer, siden det, der fortælles om, foregik, og de opfatter hadith som en utroværdig kilde til, hvad der virkelig skete i 600-tallet. Blandt kristne kritikere peges der i den forbindelse på, at evangelierne, som er kristendommens parallel til hadith, blev nedskrevet, højst 60-70 år efter Jesus levede, og at de blev nedskrevet af øjenvidner eller folk, som havde adgang til øjenvidner. Samtidig blev de nedskrevet, mens der endnu levede mange, som selv havde mødt Jesus og været vidner til, hvad han gjorde og sagde, og som derfor kunne korrigere, hvis det, der blev skrevet, ikke var i overensstemmelse med sandheden.
Den anden hovedlinje fokuserer på indholdet af hadith og på, at Muhammeds handlinger og udsagn står i modsætning til, hvad der opfattes som god etik. Her går kritikken på, at beskrivelserne af Muhammed viser, at hans liv var meget langt fra at være det gode eksempel, som mange muslimer vil hævde. Blandt muslimer er der da også, nok særligt i Vesten, flere, som enten afviser hadith helt, eller som hævder, at de beskrivelser af Muhammed, der opfattes som negative, ikke er troværdige. Problemet med dette synspunkt er, at der som nævnt er flere centrale elementer i islams praksis, som kun findes i hadith og ikke i Koranen. Hvis det hævdes, at nogle dele af hadith ikke kan være troværdige, uden at have en solid begrundelse for det, underminerer man samtidig troværdigheden af hadith i sin helhed. Andre vil sige, at det, der i dag opleves som forkert og negativt, var helt almindeligt og naturligt på den tid, hvor Muhammed levede. Det er muligt, at det gør sig gældende i nogle tilfælde, men når det hævdes, at Muhammed er der bedste eksempel til efterfølgelse til alle tider, betyder det, at hans handlinger og udsagn også må være etisk forsvarlige til alle tider.
Endelig er der et udsagn i hadith, som synes direkte at modsige nedskrivningen af fortællinger om Muhammed. Muhammed citeres for at have sagt: ”Skriv ikke om mig, og ham som skrev noget ned om mig, undtagen Koranen, han skulle slette det og fortælle om mig, for der er ingen skade ved det (Sahih Muslim 55,92). Muhammed synes altså at have pålagt sine følgere ikke at skrive noget ned om ham og i stedet holde sig til den mundtlige overlevering, med undtagelse af Koranen.
Kilder:
https://www.islamicfinder.org/knowledge/biography/story-of-imam-bukhari/
