Søg
Close this search box.

Er islam ”fredens religion”?

Først og fremmest er det afgørende at skelne mellem, om islam er en fredelig religion, og om muslimer er fredelige mennesker. Det kan være nærliggende at vurdere en religion ud fra dem, som bekender sig til den eller at vurdere dem, der bekender sig til en religion, ud fra, hvad religionen lærer.

Hvis svaret på, om islam er fredens religion, bliver et nej, vil man let drage den konklusion, at så må muslimer også have et – måske skjult – ønske om at skabe ufred i forhold til dem, som ikke er muslimer.

Langt de fleste muslimer, vi møder, ønsker at leve et liv i fred med deres medmennesker og det land, de bor i. Ud fra det kunne konklusionen meget let være, at så må islam som religion også have et fredsskabende grundlag.

Udsagnets baggrund

I denne sammenhæng er det islams kilder og grundlag, der bliver anvendt for at besvare spørgsmålet.

Påstanden om, at islam er fredens religion, stammer fra 1900-tallet og tog særlig fart i 1970’erne. En kristen-arabisk professor Edward Said skrev bogen ”Orientalism”, hvori han hævdede, at enhver vestlig kritik af islam var en del af et kolonialistisk projekt, og hvis man i vesten ikke ønskede at være kolonialistisk, kunne man ikke tillade sig at overføre et kristent verdensbillede til den muslimske verden.

Efter angrebene på World Trade Centre 11. september 2001, udtalte blandt andet George W. Bush, at islam er fred, og at angrebene ikke havde noget med islam at gøre.

Flere andre politiske ledere og meningsdannere har sagt noget lignende, og mange muslimer, særligt i vesten, vil sige det samme, enten fordi de er overbevist om, at det er sandt, fordi det er, hvad de har fået at vide af deres ledere, eller fordi de ønsker at tegne det billede af islam, selvom de ved, at det ikke er et sandt billede af, hvad islams kilder og historie siger.

Koranens udsagn om fred og tolerance

Muslimer vil ofte pege på udsagn i Koranen som bevis for, at islam er fredelig og tolerant. Et sted taler om, at der ikke er nogen tvang i religionen (sura 2,256), og et andet siger, at muslimer kun skal strides med skriftens folk på skønneste vis og sige, at de tror på det, som er blevet sendt til dem og på, at det er den samme Gud, man tror på (sura 29,46).

Der henvises også til et udsagn om, at hvis nogen dræber et menneske, vil det være som om, han har dræbt alle mennesker, og hvis nogen redder et liv, vil det være som om, han har reddet alle mennesker (sura 5,32).

Sura 2 og 29 er begge åbenbaret før muslimernes første militære sejr i slaget ved Badr, som angives til 624 e.Kr., og altså før Muhammed og hans følgere havde indtryk af, at de kunne gennemføre noget ved magt.

Samtidig siges det i Koranen, at Allah kan ophæve vers eller lad dem gå i glemme (sura 2,106).

Koranens udsagn om magtanvendelse

I en af de suraer i Koranen, som blev åbenbaret sidst, siges det blandt andet, at afgudsdyrkerne må dræbes, uanset hvor de er, og at muslimerne skal kæmpe mod dem fra skriftens folk (jøder og kristne), som ikke tror på Allah, ikke overholder de islamiske forskrifter og ikke bekender sig til islam, indtil de accepterer at betale en beskyttelsesskat.

Det hævdes ofte, at baggrunden for disse vers er, at afgudsdyrkerne, jøderne og de kristne angreb muslimerne, og at det kun drejer sig om selvforsvar. Derfor vil mange oversættelser også tilføje, at det gælder folk, som har sluttet en fredspagt med muslimerne.

Når man læser suraen, er det dog i de fleste tilfælde ikke modstandernes voldelige angreb, der tales om, men deres holdning til islam. Det siges, at Allah vil fornedre dem, der fornægter troen. Hvis de angrer, vil det være bedst for dem, men hvis de vender sig bort, kan de ikke kue Allah, og der venter dem en smertefuld straf (sura 9,2-3).

Der siges, at Allah vil straffe ved muslimernes hænder (sura 2,14). Kun hvis de angrer, holder bøn og betaler almisse – altså overholder de islamiske forskrifter – skal de have lov til at gå deres vej (sura 9,5.11). Og de skal have beskyttelse, så de kan lytte til Allahs ord (sura 9,6).

Når det gælder skriftens folk, er det også deres holdning til islam som religion, der bruges som begrundelse for at kæmpe mod dem – ikke deres voldelige angreb mod muslimerne.

Samtidig siges det, at Allah må tilintetgøre jøderne og de kristne, fordi de henholdsvis siger, at profeten Uzayr (typisk opfattet som Ezra) og Messias er Allahs søn. I samme forbindelse siges det, at Muhammed er sendt, for at den sande religion kan sejre over enhver religion (sura 9,29-33).

Et bud til Israels børn

Hvis man læser udsagnet om at dræbe eller redde alle mennesker i sin sammenhæng, står der tydeligt, at det er et bud, som er givet til Israels børn, og verset er en gengivelse fra det jødiske skrift Mishnah Sanhedrin (4,5) fra omkring 220 e.Kr.

Hvis man læser det næste vers (sura 5,33), står der, hvad straffen er for dem, der fører krig mod Allah og Muhammed og søger at skabe ødelæggelse på jorden.

Et andet sted bliver dem, der søger at skabe ødelæggelse, beskrevet som de vantro og dem, der farer vild fra Allahs vilje (sura 38,26-28). Verset kan altså forstås sådan, at det taler om dem, der gør modstand mod islam og tilstræber at skabe ødelæggelse ved ikke at acceptere islam. Det følgende vers siger også, at straffen ikke skal gælde dem, der angrer, inden muslimerne får magten over dem (sura 5,43).

Selvforsvar eller angreb

Nogle vil hævde, at Muhammed og muslimer generelt kun har kæmpet for at forsvare sig, og at krigene derfor var retfærdige. Der henvises til et vers i Koranen (sura 17,33), men det vers taler om samfundslove og regler om dødsstraf for mord og ikke om krigsførelse.

Selvom der er udsagn, som peger i retning af, at krig kun er retfærdig, hvis muslimer bliver forfulgt eller angrebet, vidner beretningerne om, at Muhammed og hans folk angreb Mekka og jødiske byer, hvor indbyggernes ”forbrydelse” var, at de havde modsat sig Muhammeds lære.

Efter han forlod Mekka, lod de ham være i fred. Muhammed sende også breve til regenter udenfor Arabien for at få dem til at underkaste sig islam, og i islams første århundrede invaderede islamiske hære, ifølge islams egne kilder, Egypten og dræbte mere end fire millioner mennesker.

Nogle muslimer vil referere til et udsagn, der tilskrives Muhammed, hvor han taler om fysisk krig som det ”lille jihad”, mens den åndelige kamp er det ”store jihad”. Der er dog ikke noget i Koranen, der omtaler kampen for at følge islams retningslinjer som jihad, og de fleste islamiske lærde mener ikke, at det er et autentisk udsagn fra Muhammed.

Mod det taler også et udsagn om, at hvis nogen ser noget ondt, skal han først ændre det med sin hånd. Hvis det ikke er muligt, skal han ændre det med sin tunge, og hvis det ikke er muligt, skal han ændre det med sit hjerte, og det er den svageste tro (Sunan an-Nasaí 47,25).

Et fysisk forsøg på at ændre noget, der betragtes som ondt, er altså vidnesbyrd om større tro end at ændre noget med eller i sit hjerte.

Fredelig sameksistens under islam

Det hævdes, at der, fx under det islamiske styre i Spanien, blev udvist stor tolerance overfor dem, der ikke var muslimer, og at de havde bedre forhold end under andre herskere.

Der er flere udsagn, som modsiger det, både fra de islamiske herskere og fra andre.

I forbindelse med erobringen af Spanien sagde den umayyadiske kalif Umar ibn Abd al-Aziz at, ”ikke-muslimer er intet andet end snavs. Allah har skabt dem til at være Satans partisaner; mest bedrageriske i forhold til alt, hvad de gør… Over dem hviler forbandelsen fra Allah, englene og mennesker.” (1)

Omkring midten af 900-tallet rejste John af Gorze til Spanien som den romerske kejsers udsending. Han beskriver, hvordan de kristne levede i frygt og lidelse under systematisk diskrimination. En spansk biskop nægtede at lade ham bringe det budskab til kejseren af frygt for, at det ville forværre deres situation (2). Der er også eksempler på at kristne, der udtrykte sig negativt om islam, blev henrettet (3).

Hadith

I Hadith er der en række af Muhammeds udsagn og handlinger, der modsiger en fredelig opfattelse af islam.

Der er en række udsagn om dem, der ikke er muslimer.

Når en muslim beder, skal han forhindre en anden i at passere foran ham, og hvis den anden insisterer, skal han kæmpe mod ham, for en sådan person er en djævel (Sahih al-Bukhari 59,83).

Muhammed ville uddrive kristne og jøder fra den Arabiske Halvø, til der ikke var andre end muslimer (Sahih Muslim 32,75). Han sagde også, at muslimerne vil kæmpe mod jøderne. Nogle af jøderne vil gemme sig bag sten, men stenene vil forråde dem og opfordre muslimerne til at dræbe dem (Sahih al-Bukhari 56,138-139).

Muhammed siger, at han er blevet befalet at bekæmpe mennesker, indtil de vidner om, at der ikke er andre end Allah, som er værdig til at blive tilbedt, at Muhammed er hans slave og budbringer, samt at de beder som muslimerne og i deres retning og spiser dyr slagtet efter islams forskrifter (Sunan an-Nasa’i 47,19).

Forhånelse af Allah og Muhammed

Muhammed beder sine folk om at dræbe en mand, der har ”såret Allah og ham”. Han tillader i den forbindelse en af sine følgere at bedrage manden for at få mulighed for at dræbe ham (Sahih al-Bukhari 64,84).

I Hadith fortælles også om en kvinde, der plejede at tale nedsættende og vanære Muhammed. Hendes mand irettesatte hende og forbød hende at gøre det, men hun ville ikke lade være. En nat dræbte hendes mand hende, fordi hun talte nedsættende om Muhammed.

Muhammed bad den, som havde gjort det, om at rejse sig. Manden rejste sig og erkendte, at han havde dræbt hende, fordi hun talte nedsættende om Muhammed, hvorefter Muhammed sagde at hendes blod – drabet på hende – var tilladt (Sunan an-Nasa’i 37,105).

Dem, der forlader islam

I Hadith er der også nogle meget voldsomme udsagn i forhold til muslimer, der vælger at forlade islam.

Muhammed siger, at i de sidste dage vil der være unge mennesker, der taler godt, men forlader islam, som en pil går igennem vildtet. Derefter befaler han, at hvor som helst man finder dem, skal de dræbes, for der vil være en belønning til deres drabsmænd på opstandelsens dag (Sahih al-Bukhari 66,82).

Muhammed sagde også mere generelt, at enhver, der ændrer sin islamiske religion, skal dræbes (Sahih al-Bukhari 88,5 og Sunan an-Nasa’i 37,94-101).

Tidsbestemt eller…

Nogle vil hævde, at udsagnene i Koranen og Muhammeds ord og handlinger, som beskrevet i Hadith, drejer sig om helt specifikke historiske situationer, og ikke kan betragtes som generel islamisk lære.

Det modsiges dog af den normale opfattelse, at Koranen er et evigt skrift med gyldighed til alle tider, og at Muhammed med sine ord og handlinger er et eksempel til efterfølgelse for alle muslimer til alle tider.

Samtidig skal det understreges, at de fleste muslimer i Danmark lever som fredelige borgere, men det er også nærliggende at sige, at det langt på vej ikke er på grund af islams lære, men på trods af den.

 

Noter:

  1. The Dhimmi: Jews and Christians under Islam; Bat Ye’or; Fairleigh Dickinson University Press; 1985 (s. 182).
  2. Moorish Spain; Richard Fletcher; University of California Press; 1992 (s. 93 og 172-173).
  3. The Ornament of the World; Menocal (s 70) og Christian Martyrs in Muslim Spain; Wolf (s. 12).

Andre artikler

5 Mos 18,18 forudsiger Muhammed

Muslimers påstand er, at når Gud lover Moses, at der skal komme en profet som ham, så er det en profeti om Muhammed. Det hævdes, at når der står, at Gud vil oprejse en profet fra deres midte – på hebraisk står der ”fra midten af deres brødre” – så drejer det sig om Ismaels efterkommere.

Læs mere »