Nogle muslimer hævder, at Paulus siger – eller at kristne opfatter det sådan – at når man tror, at man er tilgivet på grund af det, Jesus har gjort, så kan man leve helt, som det passer en, og er ikke forpligtet til at overholde Guds love.
Hvad ligger bag?
Der kan være flere forskellige årsager til denne opfattelse.
En del muslimer opfatter den vestlige verden som kristen og tænker derfor, at det, de ser mennesker gøre dér, er et udtryk for, hvordan kristne tænker og lever.
Når de ser, at mange mennesker lever helt uden at tage hensyn til, hvad Bibelen siger, og hvad mange muslimer opfatter som den rigtige måde at leve på, så regner de med, at det er på grund af kristendommen, mennesker lever sådan.
Det er vanskeligt at se, hvordan Paulus kan beskyldes for den holdning
Hvis man ser det isoleret fra alt andet, som Paulus skriver, kan hans udsagn om, at intet menneske bliver retfærdigt ved lovgerninger men kun ved tro på Jesus Kristus (Gal 2,16), opfattes sådan, at det er uden betydning, om man forsøger at overholde Guds lov.
En anden faktor, der spiller ind, er, at det på nogle områder er ret synligt, om man lever som muslim. Overholdelse af bedetider, faste og spiseregler viser, hvem der er en god muslim.
I forhold til det er der ikke nogle meget klare indikationer på, hvad man skal gøre for at leve som en god kristen, og det giver et indtryk af, at kristne kan leve og gøre, lige som de har lyst til.
Hvad kan vi spørge om?
Det helt grundlæggende spørgsmål er, hvorfor de mener, at Paulus giver tilladelse til at synde.
Derudover er det godt at spørge, hvad, de mener, er afgørende for, om et menneske kan kaldes en kristen. På den måde finder man ud af, om de opfatter alle mennesker i den vestlige verden som kristne.
Det er nærliggende at spørge, om de har læst noget af det, Paulus skriver. Det er nok de færreste, der har gjort det, og som på den baggrund giver udtryk for, at Paulus giver frihed til at synde.
Hvad kan vi sige?
Det er væsentligt at få understreget, at betegnelsen ”kristen” betyder én, der følger efter Kristus og altså forsøger at leve i overensstemmelse med Jesu ord og gerninger.
Jesus gør det meget klart, at han ikke nedsætter eller ophæver loven. Tværtimod gør han det klart, at han har autoritet til at definere, at lovene ikke kun gælder de ydre handlinger, men også det, man siger og tænker (Matt 5,21-28).
Der er en række udsagn hos Paulus, som viser, at han ikke lærer, at en kristen har frihed til at synde.
Fri fra synd, ikke til synd
Paulus taler direkte imod en opfattelse af, at kristne kan eller skal synde mere for at få så meget mere del i Guds nåde og tilgivelse. Samtidig understreger han, at vi, som kristne, er døde fra synden og derfor ikke kan leve i den (Rom 6,1-2).
Han skriver også, at vi ikke skal stille os til rådighed for synden og lade den herske.
Paulus understreger, at som kristne er vi købt fri fra at være slaver under synden, og derfor skal vi stræbe efter at udleve den frihed ved ikke at handle efter syndens lyster (Rom 6,12-15).
Paulus skriver, at vi er kaldet til frihed, men det er en frihed til at tjene i kærlighed ikke en frihed til at synde.
Han understreger netop, at friheden ikke skal bruges som påskud for at udleve det, som synden vil, men til at leve i overensstemmelse med det, Helligånden giver kraft til (Gal 5,13-22).
Det er helt entydigt, at hverken Paulus, Jesus eller nogen anden i Bibelen siger, at kristne har frihed til at synde.
Tværtimod er der en stærk understregelse af, at kristne netop er kaldet til at kæmpe imod syndens indflydelse i vores liv.
