Kritikken eller spørgsmålet handler om, at selve ordet ”treenigheden” ikke findes i Bibelen, og at muslimer mener, at det er noget, som kristne senere har fundet på. Der kan være lidt forskellige meninger om, hvornår treenigheden skulle være opfundet. Det mest normale er at hævde, at læren om treenigheden først blev opfundet eller vedtaget ved koncilet i Nikæa i 325 e.Kr.
Hvad ligger bag?
Treenigheden er et centralt emne i mange muslimers kritik af kristendommen. Da selve ordet ikke findes i Bibelen, bruges det som argument for, at tanken om, at Gud er treenig, først er opstået efter Jesu tid, fordi man gjorde Jesus guddommelig og derfor måtte finde en måde at forklare, hvordan Gud kan være én, samtidig med at der er flere, som kaldes Gud. En del muslimer ved også, at det kan være et svagt punkt, som kristne selv har svært ved at forstå og forklare, og derfor kan det være lettere at skabe usikkerhed hos kristne med spørgsmål om treenigheden.
Det kan også skyldes et reelt ønske om at forstå, hvad der ligger bag kristnes tro på, at Gud samtidig er én i væsen og tre i personer.
Hvad kan vi spørge om?
Det kan være nærliggende at spørge, hvorfor de mener, at troen på Gud som treenig, først er opstået efter Jesu tid? Det giver et indtryk af, om det er et spørgsmål eller en indvending, som de er optaget af, eller det bare er noget, de har hørt fra andre.
Man kan spørge, om det islamiske begreb for Allahs absolutte enhed, tawheed, findes i Koranen. Eller spørge, om det, at ordet tawheed ikke findes i Koranen, betyder, at Allah ikke er absolut én?
Hvad kan vi sige?
Alene det faktum, at ordet treenigheden ikke findes i Bibelen, betyder ikke, at det, som ordet betegner, ikke findes. Ordet er et forsøg på meget kortfattet at omtale det, som Bibelen beskriver om, hvem og hvordan Gud er.
Første gang man ved, at ordet treenighed blev brugt om Gud, er hos kirkefaderen Tertulllian i hans skrift ”Mod Praxeus” i 213 e.Kr. Det er rigtigt, at ordet først optrådte i kirkens officielle bekendelse ved koncilet i Nikæa i 325 e.Kr., men forståelsen af Gud som treenig var ikke noget nyt.
I jødedommen var der en forståelse af ”to magter i himlen”. Det blev først erklæret som vranglære i 100-tallet e.Kr. som reaktion på, at kristne mente, at Jesus var den ene af disse to. En jødisk professor, Benjamin Sommer, siger, at han er ukomfortabel med sine egne konklusioner, men som videnskabsmand har han været nødt til at erkende, at jøder ingen teologisk ret har til at indvende noget imod treenigheden.
Læren om Guds treenighed udspringer af en række af Bibelens udsagn og beskrivelser.
Bibelen gør det klart, at intet menneske kan se Gud og leve (2 Mos 33,20.23; Dom 13,22 og Es 6,5). Samtidig er der en række vidnesbyrd om, at mennesker så én, der klart identificerede sig som Gud.
Herren kommer til Abraham og taler og spiser med ham. Samtidig siger han, at det er ham, der har magt til at ødelægge eller tilgive Sodoma (1 Mos 18,1.8.26 og 32).
Gideon møder Herrens engel, der først siger, at Herren er med ham. Siden siger Herrens engel, at det er ham, der sender Gideon og lover at være med ham. Gideon bringer en gave, som Herrens engel lader fortære af ild, og da Gideon forstår, at han har set Herrens engel, frygter han for at skulle dø, men Herren siger, at han ikke skal dø (Dom 6,12-23).
Det er selvfølgelig muligt at hævde, at der er modsætninger i Bibelen, men dens eget vidnesbyrd er altså, at det er umuligt for et menneske at se Gud uden at dø og samtidig, at der var mennesker, som så én, der klart identificerede sig som Gud, uden at de døde. Hvis vi vil fastholde Bibelens ord, betyder det, at der er en person i Gud, Faderen, som intet menneske kan se uden at dø, mens der er en anden person i Gud, Sønnen, som viser sig for mennesker, uden at de må dø.
På samme måde findes der udsagn, som viser, at Guds Ånd omtales som Gud. Esajas siger, at Herrens ånd ledte israelitterne, da de vandrede gennem ørkenen med Moses, og at de trodsede og krænkede hans hellige ånd (Es 63,8-14). I 2 Mos 33,14-15 siger Herren, at han selv vil gå med Moses og israelitterne. David siger, at i ham taler Herrens ånd, og fortsætter med at sige, at det er Israels Gud, der har talt (2 Sam 23,1). I en typisk jødisk parallelisme taler David også om Guds ånd og Guds ansigt i samme vers (Sl 139,7) og understreger dermed, at Guds ånd er Gud.
Endelig siger ham, som har grundlagt jorden, at Gud Herren har sendt ham med sin ånd (Es 48,12-16). Et udsagn, der indeholder alle de tre personer i treenigheden. Det indebærer også, at ham, som er sendt, Sønnen (Joh 5,23), beskrives som den, der har grundlagt jorden og altså var aktiv i skabelsen. Det indikeres også i udsagnet ved skabelsen af mennesket, hvor Gud sagde: ”Lad os skabe…” (1 Mos 1,26). Muslimer vil typisk hævde, at det er et majestætisk flertal, men der er ikke noget, som indikerer, at majestætisk flertal fandtes på hebraisk. Jesu delagtighed i skabelsen understreges også af Paulus (Kol 1,12-17).
I Det Nye Testamente siger Jesus, at han og Faderen er ét (Joh 10,30), og selv når han senere siger, at disciplene må være ét (Joh 17,21 og 22), siger han samtidig, at de må være i ”os” – Faderen og Sønnen – og stiller sig altså ikke på disciplenes side som dem, der skal være ét i Faderen, men på Faderens side, så disciplene må blive ét i Faderen og ham. Disciplenes enhed skal være en afspejling af enheden mellem Faderen og Sønnen.
Når Jesus taler om Helligånden, siger han både, at Faderen vil give og sende Talsmanden, Helligånden (Joh 14,16 og 26), og at han selv vil sende Talsmanden (Joh 16,7). Jesus stiller sig altså på linje med Faderen, når det gælder at sende Helligånden.
Når Jesus befaler sine disciple at døbe, siger han, at de skal gøre det i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og viser dermed, at de tre er ligeværdige. Det græske ord for navn står i ental og viser altså, at Faderen, Sønnen og Helligånden sammen har ét navn (Matt 28,19). Paulus siger, at det var Helligånden, der talte ved Esajas, hvor der i Esajas’ Bog står, at han hørte Herren sige det, han skulle tale (ApG 28,25-27 og Es 6,8-10). Paulus taler også om, at de kristne er Guds tempel, og at legemet er et tempel for Helligånden. Dermed siger han, at Helligånden er Gud (1 Kor 3,16 og 6,19).
Bibelens vidnesbyrd giver altså god grund til at tale om, at Gud er én (i væsen/natur) (5 Mos 6,4) og samtidig tre (i personer). Ordet treenighed er et ord, som er konstrueret for at kunne omtale det så kortfattet som muligt.
Kilder:
Two Powers in Heaven; Alan Segal; Baylor University Press; 2012
The Bodies of God and the World of Ancient Israel: Part IV; Benjamin Sommer; Cambridge University Press; 2011
