Muslimers påstande
Det hævdes, at Herrens tjener ikke kan være Jesus, fordi kristne kalder ham Guds søn, men at det er en profeti om Muhammed, fordi Koranen siger, at den er nedsendt til Allahs tjener (sura 2,23). Det hævdes også, at Muhammed var udvalgt af Allah (Sunan Ibn Majah 37,54 og Jami at-Tirmidhi 49,1), mens det ikke giver mening, at Jesus var udvalgt af Gud, hvis han selv er Gud. Nogle påstår også at det hebraiske ord ”אתמך” i v. 1 er en bevidst eller fejlagtig ændring af ”אחמד”, og at den oprindelige tekst dermed indeholdt navnet ”Ahmed”, som, Muhammed siger, er et af hans navne (Sahih Muslim 43,163). I den forbindelse hævdes det, at fordi ordet kun findes én gang i Det Gamle Testamente i den form, så indikerer det, at ordet er ændret. Nogle vil også hævde, at det andet bogstav i ordet (tav – ת) ikke ligner et tav i Dødehavsrullernes udgave af Esajas’ Bog, og at det viser, at bogstavet er ændret i nyere udgaver.
Det hævdes også, at Jesus kun blev sendt til jøderne, mens Muhammed var sendt til og bragte ret til alle folkene (Sahih al-Bukhari 7,2).
Det hævdes også, at beskrivelsen af, at tjeneren ikke skriger eller løfter sin røst (v. 2), passer på Muhammed (Sahih al-Bukhari 34,77), mens der henvises til, at Jesus råbte (Luk 8,8.54 og Joh 7,28.37), og at han ryddede tempelpladsen (Matt 21,12).
Det hævdes, at de fjerne øer henviser til fx Det Sydkinesiske Hav og Det Caribiske Hav, hvor islam er blevet spredt til. Der siges samtidig, at Jesus ikke kom med nogen lov (v. 4 – den danske oversættelse siger ”belæring”), i modsætning til Muhammed.
Det hævdes også, at den nye sang i v. 10 henviser til, at Muhammeds budskab kom på et nyt sprog, arabisk.
Det hævdes, at Kedar henviser til Mekka, fordi det er navnet på en af Ismaels sønner, og det påstås, at Ismael og hans efterkommere bosatte sig i Mekka. Det hævdes samtidig, at Sela henviser til Medina, fordi der er et bjerg dér med det navn.
Det hævdes, at Muhammed viste styrke overfor fjenderne (v. 13), mens der henvises til, at Jesus ifølge kristne blev henrettet.
Endelig hævdes det, at Muhammed gjorde op med sit folks afgudsdyrkelse (v. 17), mens Jesus kom til jøderne, som ikke dyrkede fysiske afguder.
Respons til påstandene
I denne sammenhæng er det ikke afgørende, om det kan påvises, at den tjener, der er tale om, er Jesus. Udgangspunktet er, at det er muligt at afvise, at der kan være tale om Muhammed. Der vil dog også være argumenter for, at det er en profeti om Jesus.
Det er meget modsætningsfyldt, når muslimer hævder, at Jesus ikke kan være Guds søn, og samtidig bruger argumentet, at han ikke kan være Guds tjener, fordi han er Guds søn. Koranen omtaler Messias som Allahs tjener (sura 4,171), og Isa (Koranens Jesus-figur) kalder sig Allahs tjener (sura 19,30). Set fra et muslimsk synspunkt giver det altså ingen mening at sige, at Es 42 ikke kan handle om Jesus. Betegnelsen ”Guds tjener” indebærer ikke entydigt, at der er tale om en, som tjener Gud. Betydningen kan også være, at det er en, som Gud bruger til at tjene andre. Jesus taler om sig selv som den, der er kommet for at tjene, og viser det i handling (Luk 22,27 og Joh 13,12-15).
Over Jesus lyder Guds røst fra himlen, som kalder ham ”min udvalgte søn” (Luk 9,35-36) og at sige, at Gud ikke kan udvælge Jesus, fordi han selv er Gud, er et udtryk for manglende forståelse af Guds treenighed og relationen mellem Faderen og Sønnen. Guds stemme fra himlen siger om Jesus: ”… i ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3,17).
Selvom det hebraiske ord ”אתמך” (etmach) kun forekommer én gang i Det Gamle Testamente, er det et helt normalt sammensat ord, der betyder ”som støttes” og i sammenhængen helt naturligt oversættes: ”som jeg støtter” (eller ”ham støtter jeg”). I Dødehavsrullernes udgave af Esajas’ Bog ligner det andet bogstav i ordet et tav, som man skrev det på den tid. Der er absolut intet belæg for at hævde, at det er en fordrejning af Ahmad.
Vers 1 siger, at Gud vil lade sin ånd komme over hans tjener. Det er nærliggende at spørge, hvor i islams kilder det fremgår, at Allah lod sin ånd komme over Muhammed? Den traditionelle lære i islam er, at Allah ikke er ånd, og der hvor Koranen antyder at tale om en ånd fra Allah, fortolkes det normalt som en betegnelse for englen Gabriel (sura 26,193). Selv islams egne kilder taler om, at islams Jesus-figur, (E)isa, er Allahs Ånd (Jami’ at-Tirmidhi 49,12).
Selvom Jesus på et tidspunkt siger, at han kun er sendt til Israels hus (Matt 15,24), sender han sine disciple ud for at gøre alle folkeslagene til hans disciple, og han siger, at i hans navn (Kristus – Messias) skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. Selv om Jesus som menneske ikke gik ud til alle folkene (hvilket Muhammed heller ikke gjorde), så er hans mål helt klart, at hans budskab skal nå til alle folk og bringe dem ind i et ret forhold til Gud. Muhammed døde uden at være nået ud over Arabiens grænser med sit budskab. Bibelens vidnesbyrd er, at Jesus opstod fra de døde, og at han er med sine disciple, der bringer budskabet om ham ud til alle folkeslag (Matt 28,20). I Es 49,6 siger Gud, at hans tjener skal genrejse Jakobs stammer. Et udsagn der ikke passer på Muhammed, som derimod talte om at føre krig mod jøderne (Sahih al-Bukhari 56,139).
Islams egne kilder taler om, at Muhammed råbte (Sahih al-Bukhari 65,493 og Sunan an-Nasa’i 44,191), løftede sin stemme (Sunan Abi Dawud 11,52), og at han fik en forsamling til at råbe (Sahih al-Bukhari 60,23). Der er altså intet grundlag for at hævde, at Esajas 42,2 passer bedre på Muhammed end på Jesus.
Det er bemærkelsesværdigt, at Es 51,4-5 bruger flere af de samme udtryk som Es 42,4 og 6, og dér bruges de direkte om Gud selv, hvilket peger mod, at tjeneren i Es 42 identificeres som Gud selv i Es 51. Det harmonerer med Jesus som både er tjener og Gud, men udelukker, at der kan være tale om Muhammed. I denne sammenhæng er det ikke væsentligt, hvor de fjerne øer er, men når udtrykket bruges andre steder i Esajas’ Bog, peger det på, at det var en betegnelse for øer, som var kendt i samtiden (Es 11,11 og 66,19). I den forbindelse er der intet belæg for at hævde, at islam er spredt længere ud i verden end kristendommen.
Det er rigtigt, at Muhammed kom med en ny lov, men den er på flere områder i modstrid med Bibelens love. Fx når det tillades, at en mand kan have fire koner, når der er straf for at drikke vin, og når straffen for tyveri er at få højre hånd hugget af. I Matt 5 kommer Jesus med en præcisering eller skærpelse af Moseloven og i modsætning til profeterne, som begynder deres budskab med ”så siger Herren”, så siger Jesus: ”Men jeg siger jer…”. Jesus tilskriver altså sig selv myndighed over det budskab, han kommer med. Samtidig giver han sine efterfølgere de nye bud, at de skal elske deres fjender og vende den anden kind til.
Traditionelt bliver musik og sang betragtet som forbudt i islam, så udsagnet, om at synge en ny sang for Herren (Es 42,10), stemmer ikke med, at dette afsnit taler om Muhammed, og der er intet som tyder på, at sang betyder noget andet end sang. Bibelen taler gentagne gang om at synge til Herren (2 Mos 15,1 og Sl 18,1).
Bibelen taler om, at Ismaels efterkommere, og heriblandt Kedar, bosatte sig Øst for Egypten i retning mod Assyrien, hvilket placerer dem langt nordligere end Mekka. Sela beskrives som tilhørende edomitterne (Dom 1,36 og 2 Kong 14,7) eller som en by i Benjamins land (Jos 18,28 og 2 Sam 21,14). Når det her nævnes sammen med ørkenen og Kedar, er det mest sandsynlige, at det henviser til byen i Edoms land, som lå lige syd for Det Døde Hav. Der tales om Selas indbyggere, hvilket viser at der er tale om en by og ikke et bjerg som det i Medina.
I Es 42,13 tales der om, at det er Herren, der drager ud som en kriger, så hvis man mener, det henviser til Muhammed, betyder det, at man gør Muhammed til Gud. Det samme gælder frem til v. 17, så selvom det i islam hævdes, at Muhammed gjorde op med sin samtids afgudsdyrkelse, giver det ingen grund til at tro, at verset taler om ham.
Der er intet i Es 42,1-17, der giver grund til at tro, at det handler om Muhammed.
