Både muslimer og andre vil ofte betegne islam som en abrahamisk religion sammen med jødedom og kristendom. Baggrunden er naturligvis, at Abraham betragtes som stamfader enten i fysisk eller i åndelig forstand. For islams vedkommende hævdes det, at araberne og ikke mindst Muhammed er direkte efterkommer af Abrahams søn, Ismael, og Abraham optræder da også gentagne gange i Koranen, hvor hans opgør med afgudsdyrkelse og flerguderi betragtes som en parallel til Muhammed (sura 16,120-123 og 21,51-71). Koranen fortæller også, at Abraham og Ismael byggede det, man opfatter som den første Ka’aba i Mekka (sura 2,125-127). Koranen hævder også, at man i islam tror på det, der blev åbenbaret til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og hans efterkommere, og at kun en tåbe vil afvise Abrahams tro (sura 3,84 og 2,130.136).
I hadith er der en historie om, hvordan Abraham førte Ismael og hans mor til Mekka (Sahih al-Bukhari 60,38). Historien har visse lighedstræk med beretningen om, hvordan Sara forlanger, at Hagar og Ismael skal sendes bort, efter Isak er født (1 Mos 21,9-21), men hævder altså, at Ismael voksede op langt nede på Den Arabiske Halvø, mens Bibelen beretter, at Hagar og Ismael for vild i Be’ershebas ørken, og at Ismael boede i Parans ørken. Senere beretter Bibelen, at Ismael og hans efterkommere bor øst for Egypten i retning mod Assyrien og altså langt nordligere end Mekka (1 Mos 25,18).
I hadith siges det også, at der var billeder af Abraham og Ismael i Ka’abaen på Muhammeds tid (Sahih al-Bukhari 64,321), og Muhammed kalder nogle for Ismaels børn (Sahih al-Bukhari 61,17).
Det er almindeligt at regne Muhammed og de første arabiske muslimer som efterkommere af Ismael og gennem ham af Abraham (1). På den baggrund er det underligt, at Koranen ikke nævner nogle af Ismaels efterkommere, mens en stor del af dem, der betragtes som profeter, derimod er efterkommere af Isak og Jakob. Mange opfatter det sådan, at Koranen omtaler Josef, Aron, Moses, David, Salomo, Elias, Elisa, Jonas, Zakarias, Johannes (Døber) og Jesus (sura 6,84-86). Opfattelsen af Ismael som en betydningsfuld forfader er altså ikke noget, der afspejles tydeligt i de islamiske kilder.
Traditionelt har man betragtet en mand ved navn Adnan som forfader til det, man kalder de adnanitiske arabere i den nordlige, vestlige og østlige del af Den Arabiske Halvø. Det hævdes også, at hans forfædre kan spores tilbage til Abraham, men der er fuldstændig mangel på beviser for det, og de fleste muslimske lærde har afvist ethvert forsøg på at lave en slægtslinje mellem Adnan og Ismael, og de har endda fordømt forsøg på at gøre det som fx hos Ibn Hisham (2).
I forhold til slægtskab er der altså intet beviseligt grundlag for at kalde islam en abrahamisk religion, og det kan være vanskeligt at afgøre, om Muhammed omtaler Abraham, fordi han reelt mente, at han og araberne nedstammede fra ham eller for derved at legitimere sin religion og give den en forhistorie. En anden faktor er, at der er nogle, som mener, at der er forhold, som peger imod, at Koranen er opstået ud fra gamle kristne skrifter på syro-aramæisk, og at det er den virkelige årsag til, at Abraham og andre bibelske personer har så fremtrædende roller i den. Det gælder blandt andre Christoph Luxenberg i bogen ”The Syro-Aramaic Reading of the Koran”.
Derudover er der så store forskelle på beskrivelsen af Gud i Bibelen og Allah i Koranen, at det ikke giver mening at tale om Allah som Abrahams Gud. Se artiklen ”Tror vi på den samme Gud?”
Noter:
(1) https://www.kalamullah.com/Books/Sirat%20Ibn%20Hisham.pdf (The Noble Lineage – side 3)
