Faste er en velkendt og meget integreret del af islam og muslimers tilværelse i forbindelse med fastemåneden, ramadanen.
I kristendommen er der meget stor forskel på, om og hvor meget fasten fylder som en integreret del af gudsforholdet.
Denne artikel ser på, hvad islams og kristendommens kilder og praksis siger om faste og hvilke ligheder og forskelle, der er.
En grundlæggende lighed mellem kristendommen og islam er, at faste betragtes som en del af et menneskes gudsforhold. Der tales også om, at den sande faste indebærer en form for løn, selvom Bibelen ikke i samme grad som islams kilder præciserer, hvad lønnen består i.
Fasteregler
Det Gamle Testamentes forordninger for faste på forsoningsdagen siger på samme måde som for ramadanen i islam, at det er en obligatorisk faste, mens der i Det Nye Testamente ikke tales om, at faste er obligatorisk for dem, der følger Jesus.
Islams kilder siger, at forskellen på faste i islam og i jødedom og kristendom er, at muslimerne spiser før daggry.
Jødernes faste på forsoningsdagen og muslimernes faste i ramadanen minder om hinanden på den måde, at det er en fuldkommen faste fra både mad og drikke og fra seksuelt samvær.
Forskellen er, at jødernes faste er ét døgn, som regnes fra solnedgang til solnedgang, mens muslimer kun faster i dagtimerne, men til gengæld faster en måned.
For kristne er der ikke nogen fastsat tidsramme eller andre bestemmelser for faste. Det eneste, der siges, er, at fasten skal være en sag mellem Gud og den fastende. Det skal ikke være noget, man gør for at få menneskers opmærksomhed.
Nogle har traditionelt fastet i 40 dage inden påske for at mindes Jesu faste og som forberedelse til påsken. I mange tilfælde har det ikke været en fuldstændig faste, men for eksempel faste fra at spise kød.
Beskrivelserne af, hvordan Jesu efterfølgere fastede efter hans himmelfart, peger i retning af, at fasten blev forbundet med tidspunkter, hvor de på en særlig måde var i bøn til Gud om hans vejledning eller velsignelse over deres tjeneste.
Fastens betydning
Udsagn i Hadith om, at man, ved at faste på en bestemt måde, kan opnå, hvad der svarer til et helt års eller en livslang faste, peger på, at fasten har en betydning i sig selv. Det samme gør sig gældende i et udsagn om, at faste er den bedste gerning.
Både i Det Gamle Testamente og i Hadith er fasten forbundet med tilgivelse og renselse.
Forskellen er, at i Hadith er det selve fasten, der kan give tilgivelse for tidligere synder, mens Bibelen beskriver fasten som noget, jøderne skal gøre i forbindelse med, at ypperstepræsten skaffer dem renselse for deres synder.
Hvad kilderne siger
Islams kilder – Koranen
Koranen taler om, at fastens formål er at gøre gudsbevidst, og at alle som udgangspunkt skal faste i ramadanen.
Dog kan den, der er syg eller på rejse, faste nogle andre dage, når vedkommende er blevet rask eller har afsluttet rejsen.
Dem, som ikke er i stand til at faste, har mulighed for at løskøbe sig ved at bespise en fattig.
I løbet af ramadanen skal man faste om dagen, mens man fra solnedgang til solopgang kan have seksuelt samvær med sin hustru samt spise og drikke (sura 2,183-187).
Faste kan også bruges til at løskøbe sig fra en bestemmelse, som man ikke er i stand til at overholde (sura 2,196).
To måneders faste kan bruges til at gøre bod i stedet for at løskøbe en slave, hvis man ikke har råd til det (sura 58,3-4).
Endelig betegnes faste som et af tegnene på en god, gudhengiven hustru (sura 66,5).
Islams kilder – Hadith
I forhold til Koranen har Hadith langt flere og mere detaljerede bestemmelser omkring fasten og dens betydning.
Allah siger, at menneskers handlinger er for dem selv undtagen fasten, som er for ham, og han vil belønne den. Fasten betegnes som et skjold, og den fastende skal ikke bruge uanstændigt sprog eller hæve stemmen.
Ramadanen
Hadith siger, at i ramadanen er barmhjertighedens porte åbne, mens helvedes porte er låste, og djævlene er lænkede.
I ramadanen, som er den niende måned i den islamiske kalender, skal man faste 29 (eller 30) dage.
Fasten begynder, når man ser nymånen i begyndelsen af måneden og ophører, når man ser næste nymåne – eller, hvis det er overskyet, når der er gået 29 dage.
Samtidig siges det, at det er vigtigt, at man ikke faster længere end foreskrevet.
Man skal ikke faste en eller to dage før ramadanen, medmindre det er som del af ens regelmæssige faste ud over ramadanen. Samtidig siges det, at folket vil have fremgang, så længe de skynder sig at bryde fasten.
Forskrifterne for ramadanen siger, at man faster, fra morgenlyset gør, at man kan skelne en hvid tråd fra en sort, eller man hører kaldet til morgenbønnen. Fasten slutter, når solen går ned.
Hvis man bryder fasten i ramadanen, befaler Allah, at man frigiver en slave, faster i to måneder eller giver mad til 60 fattige (Sahih Muslim 13,1-42.105.212).
Dog siges det, at hvis nogen forglemmer sig og spiser eller drikker, mens han faster, så skal han fuldføre fasten, for det er Allah, som har fået ham til at spise eller drikke (Sahih al-Bukhari 83,47).
Den, som faster i ramadanen på grund af tro og i håb om belønning, vil få tilgivelse for sine tidligere synder (Sunan an-Nasa’i 22,114-116).
Fasten i ramadanen er en af islams fem søjler, og fasten beskrives som vigtigere end pilgrimsrejser, der er en af de andre søjler (Sahih Muslim 1,19).
Det siges også, at det er bedre at leve ét år mere og faste en gang mere i ramadanen end at end at stræbe ihærdigt, kæmpe og død som martyr (Sunan Ibn Majah – 35,33).
Anden faste
Hvis man faster tre dage hver måned, svarer det til at faste hele året (Sahih al-Bukhari 60,91), og de tre dage bør være den 13., 14. og 15. (Jami’ at-Tirmidhi 8,80).
Samtidig siges det, at hvis man faster i Ramadanen og følger det op med seks dages faste i Shawwal, som er den tiende måned, er det som en evig faste (Sunan Abi Dawud 14,121).
Man skal ikke faste på en fredag, undtagen hvis man faster dagen før og dagen efter (Sahih al-Bukhari 30,92), og det er forbudt at faste på de to store helligdage, Eid al-Fitr og Eid al-Adha (Jami’ at-Tirmidhi 8,91.121).
I begyndelsen beordrede Muhammed, at man skulle faste på dagen ved navn Ashura. Det gjorde han, fordi det var den dag, jøderne mindedes Moses og udgangen af Egypten, og Muhammed mente, at muslimerne havde mere ret til at markere Moses’ sejr (Sahih al-Bukhari 65,202).
Senere, da det blev obligatorisk at faste i ramadanen, blev fasten på Ashura gjort frivillig (Sahih al-Bukhari 65,29).
Regler for fasten
Faste betegnes som den bedste gerning (Sunan an-Nasa’i 22,133).
Samtidig siges det, at den, som faster hver dag i livet, har hverken fastet eller brudt fasten (Sunan an-Nasa’i 22,285).
Det siges også, at forskellen mellem muslimers faste og den, som ”bogens folk” holder, er at spise kort før daggry (Sunan Abi Dawud 14,31).
Disse udsagn viser, at faste ikke er fuldstændig faste, men kun i dagtimerne som i ramadanen.
Ud over at faste fra mad og drikke, skal den fastende også undgå seksuel relation med sin hustru (Sahih al-Bukhari 30,4).
Kvinder, som er gravide, giver bryst eller har menstruation, skal ikke faste (Jami’ at-Tirmidhi 8,34 og Sahih al-Bukhari 30,58). De skal dog gøre op for det ved at faste på et senere tidspunkt (Mishkat al-Masabih 7,75).
For rejsende er det frivilligt, om de vil faste (Sunan an-Nasa’i 22,210). Normalt skal man også her holde fasten på et senere tidspunkt.
Gamle mennesker, som ikke har styrke til at faste, skal give mad til en fattig for hver fastedag (Sahih al-Bukhari 65,32), og hvis nogen dør og burde have fastet, så skal hans værger faste på vegne af ham (Sahih al-Bukhari 30,59).
Muhammed siger, at man skal bryde fasten med tørrede dadler, hvis man har det, og ellers med vand (Jami’ at-Tirmidhi 8,13).
Den, der sørger for maden, som den fastende bryder fasten med, får samme belønning som den fastende, uden at der trækkes noget fra den fastendes belønning (Jami’ at-Tirmidhi 8,126).
Bibelen – Det Gamle Testamente
Jøderne bliver befalet at spæge deres legeme på den tiende dag i den syvende måned.
Det er forsoningsdagen og den eneste dag, hvor ypperstepræsten måtte gå ind i Det Allerhelligste i templet for at skaffe soning for folkets synder.
På denne dag skulle hele folket faste, og den, som undlod at faste, skulle lide døden (3 Mos 16,29-31 og 23,26-32).
Anden faste
Senere blev der indført en fastedag til minde om, hvordan jøderne blev reddet af dronning Ester (Est 9,31).
Der blev også på nogle tidspunkter udråbt fastedage for Israels folk (Jer 36,6.9).
Anledninger
Faste bliver flere steder forbundet med inderlig bøn (fx Sl 35,13; 2 Sam 12,16; Dan 9,3 og Ezra 8,21-23).
Fasten bruges også som tegn på sorg (fx 1 Sam 31,13; Est 4,3 og Joel 1,14) og i forbindelse med anger og omvendelse (fx 1 Sam 7,6; 1 Kong 21,27-29; Joel 2,12 og Jon 3,5).
Den rette faste
Faste var en integreret del af jødernes gudsdyrkelse, men folket havde også en forventning om, at fasten i sig selv ville gøre indtryk på Gud.
Gud siger, at deres faste er præget af strid og ondskab og af, at de hænger med hovedet og ligger i sæk og aske.
Samtidig siger han, at den faste, han virkelig ønsker, er at sætte undertrykte i frihed og løse ondskabens lænker. At man deler sit brød med den sultne, giver husly til hjemløse og klæder til den nøgne (Es 58,3-7).
Bibelen – Det Nye Testamente
Det Nye Testamente har ikke nogen beskrivelse af fastedage eller -tider, som skal overholdes.
Jesus og hans disciple har højst sandsynligt overholdt de jødiske fastedage, men derudover fastede disciplene ikke, i modsætning til Johannes Døbers disciple og farisæerne.
Jesus fastede selv (Matt 4,2), og han siger, at når han er taget fra disciplene, skal de faste, men han giver ikke nogen detaljerede forskrifter for hvornår, hvor meget og hvordan (Matt 9,14-15).
Det eneste, Jesus siger, er, at når de faster, skal de gøre det, så det ikke er synligt for andre mennesker. Fasten er en sag mellem dem og Gud.
Den, som faster synligt for mennesker, får sin løn i form af menneskers opmærksomhed. Den, som faster for Gud, får sin løn fra ham (Matt 6,16-18).
I lignelsen om farisæeren og tolderen i templet lader Jesus også farisæeren nævne fasten som et tegn på, hvordan han adskiller sig fra andre mennesker, og Jesus bruger dermed fasten som et udtryk for selvretfærdighed (Luk 18,9-14).
Samtidig berettes der om profetinden Anna, at hun tjente Gud dag og nat med faste og bøn (Luk 2,36-37), så der er ikke noget generelt negativt syn på fasten.
Efter Jesu tid
Efter Jesu himmelfart er der heller ikke nogen beskrivelse af, om, hvordan, hvornår og hvor tit dem, der følger ham, skal faste.
Vi kan finde nogle enkelte eksempler på, hvordan man praktiserede faste.
Det er beskrevet, hvordan menigheden i Antiokia holdt gudstjeneste og fastede. I den forbindelse gav Helligånden dem besked om at udsende Barnabas og Paulus og i forbindelse med deres indvielse til tjeneste, fastede og bad menigheden også (ApG 13,1-3).
På samme måde blev der fastet og bedt, da Barnabas og Paulus indsatte ledere i de menigheder, der opstod under deres første missionsrejse (ApG 14,23).
Endelig nævner Paulus faste som en af de ting, der har præget hans liv og tjeneste, når han sammenligner sig med nogle, som søger en anledning til stolthed over deres tjeneste (2 Kor 11,12).
