Koranen hævder, at Gud ikke kan have en søn, fordi han ikke har nogen kvindelig partner (sura 6,101).
Det hævdes også, at Gud har en mængde sønner i Bibelen, og at det i alle tilfælde er en metaforisk eller åndelig betegnelse
Adam kaldes søn af Gud (Luk 3.38). Der tales om gudesønnerne (1 Mos 6,1-4). Israels folk omtales som sønner af Gud (5 Mos 14,1). De, som drives af Guds ånd, er Guds børn (Rom 8,14).
Det hævdes også, at udtrykket ”født” ikke bruges eksklusivt om Jesus, men også om David (Sl 2,7).
Samtidig hævdes det, at udtrykket ”enbåren” kun bruges om dem, som er undfanget og født ved en seksuel relation, og at man i nogle nyere oversættelser, hvor der i stedet for ”enbåren” står ”eneste”, bevidst har udeladt eller forfalsket ordet for at undgå betydningen, at Jesus er et resultat af en seksuel relation.
Hvad ligger der bag?
Baggrunden vil ofte være Koranens og islams klare afvisning af, at Allah kan have en søn eller afkom (sura 4,171; 9,30 og 23,91), og udsagnene om, at Koranens ”Jesus-figur”, Isa, afviste at blive tilbedt som en gud (sura 5,116).
Typisk kan det være med et ønske og måske en forventning om, at kristne vil blive nødt til at indse, at Jesus ikke kan være Guds søn.
For dem vil talen om, at Gud har en søn, ofte betyde, at Gud må have haft en seksuel relation til Maria, noget de betragter som gudsbespottelse – hvilket kristne i øvrigt også ville gøre.
I Koranen understreger Allah, at for at få en søn ville han være nødt til at have en kvindelig partner (sura 6,101), og islams kilder opfatter det altså meget bogstaveligt og fysisk, når der tales om, at Gud har en søn.
Hvad kan vi spørge om?
Vi kan spørge om, hvad de tænker, det vil betyde, hvis Gud havde en søn. Særligt hvis de ikke direkte udtrykker, at de tænker, det må hænge sammen med en seksuel relation, vil det give mulighed for at afklare det og understrege, at det ikke er det, Bibelen taler om.
Det er også muligt at spørge, hvem, de mener, der var far til Jesus.
Muslimer tror også, at Jesus var født af en jomfru og altså ikke havde nogen jordisk far.
Et opfølgende spørgsmål kan være, hvis Maria kunne få en søn uden at have haft en seksuel relation, og Koranen siger, at det var let for Allah at gøre det (sura 19,20-21), skulle det så være umuligt for Gud at have en søn uden at have haft en seksuel relation.
I den sammenhæng vil det være afgørende at holde fast i, at Jesus er Guds søn i en anden forstand, end han er søn af Maria.
Hvad kan vi svare?
Det er en modsigelse, hvis man hævder, at i Bibelen er betegnelsen ”søn” i forhold til Gud altid metaforisk eller åndelig, og samtidig hævder, at når Jesus betegnes som Guds ”enbårne søn”, så må det være et udtryk for, at man betragter Gud som fader til Jesus i fysisk forstand.
At være søn eller barn af Gud bruges i flere forskellige betydninger i Bibelen.
Engle kaldes gudssønner (Job 1,6), men de omtales ikke som født af Gud (Hebr 1,5).
Israel kaldes Guds førstefødte søn (2 Mos 4,22), fordi han skabte dem som folk (5 Mos 32,6).
De, som skaber fred, kaldes Guds børn, fordi de handler i overensstemmelse med Guds vilje (Matt 5,5).
Jesus er Guds søn
Bibelen vidner meget klart om, at Jesus er Guds søn.
En røst fra himlene, der kun kan forstå som Gud Faders, siger om Jesus, at ”det er min elskede søn” (Matt 3,17 og 17,5).
Englen Gabriel vidner om, at Jesus skal være Guds søn (Luk 1,26.32.35).
Johannes Døber vidnede om, at Jesus er Guds søn (Joh 1,29-34).
Peter vidner om, at Jesus er Guds søn, og Jesus bekræfter, at hans fader har åbenbaret det for Peter (Matt 16,16-17).
Martha bevidner, at Jesus er Guds søn (Joh 11,27).
Johannes skriver sit evangelium, for at dem, der læser det, skal tro, at Jesus er Guds søn (Joh 20,31).
Ypperstepræsterne og de skriftkloge bevidnede, at Jesus havde sagt: ”Jeg er Guds søn” (Matt 27,41-43).
De urene ånder bevidnede, at Jesus er Guds søn (Mark 3,11 og Luk 4,41).
Endelig bevidner Jesus selv, at han er Guds søn (Joh 10,36 og Mark 14,61-62).
At være født
At ”føde” kan bruges med en række metaforiske betydninger, man kan føde en tanke, én handling kan være affødt af en anden, en bog kan være født til højtlæsning.
Ordet ”føde” kan altså have en metaforisk betydning.
Eneste eller enbåren
Når det gælder brugen af ”eneste” i stedet for ”enbårne”, skyldes det, at der fra slutningen af 1800-tallet var en række forskere, der arbejdede med Det Nye Testamente, som udfordrede betydningen af det græske ord (μονογενη – monogene), der er oversat ”enbårne” (Joh 3,16).
De argumenterede for, at sidste del af ordet ”genes” ikke stammer fra ”gennao”, som betyder at ”give liv til” og typisk bruges om faderes rolle i et barns undfangelse, men at det i stedet stammer fra ”genos”, der betyder ”slags” eller ”type”.
Derfor har man i nyere oversættelser mange steder valgt at oversætte ”monogenes” med ”eneste” eller ”unikke” (den eneste af hans slags).
Det er altså uenighed om betydningen af ”monogenes”, der ligger til grund for, om det oversættes ”enbårne” eller ”eneste/unikke” og ikke en udeladelse eller forfalskning.
I den sammenhæng siger alle kirkefædre, at ”monogenes” betyder ”enbårne”. Men der er absolut intet i Bibelen, som taler om, at Jesus er født på baggrund af en seksuel relation – tvært imod.
Jesus som enbåren
Når der tales om, at Jesus er enbåren, viser det, at han er enestående i forhold til alle andre, der betegnes som Guds sønner, og at han ikke er en del af Guds skaberværk, men har en unik eksistens sammen med Gud Fader og Gud Helligånd.
Når det gælder Salme 2, taler den om Herren og hans salvede (Messias) og siger, at jordens konger gør oprør mod dem og videre, at denne salvede er Herrens søn, som han vil give hele jorden som arvelod.
Selvom David var salvet af Gud til at være konge i Jerusalem, er det en beskrivelse, der langt overgår det, som han opnåede i sit liv.
I Det Nye Testamente er det også klart, at salmen fortolkes som en profeti om Jesus (Apg 13,33; Hebr 1,2-5 og 5,5).
Guds søn
Selvom der altså er andre, som i Bibelen kaldes sønner eller børn af Gud, er det klart, at betegnelsen Guds søn bruges i en langt dybere betydning om Jesus, og at hans position som Guds søn er unik, fordi han er den enbårne.
Som søn har han en række af de egenskaber, som Gud har. Han er verdens dommer (Matt 16,27), han tilgiver synd (Mark 2,5.10), han er skaber (Joh 1,1-3), han oprejser døde og gør dem levende (Joh 5,21), og han har liv i sig selv (Joh 5,26).
Jesus siger også selv, at hans relation til Gud Fader er enestående (Matt 11,27).
Allahs begrænsninger
Det kan også være værd at pege på, hvordan islam beskriver Allah som underlagt menneskelige begrænsninger.
På samme måde, som der må være en far og en mor for at kunne få et barn, sådan er Allah altså begrænset, så han ikke kan få en søn uden at have en kvindelig partner.
Bibelen siger derimod, at Gud ikke er underlagt menneskelige begrænsninger, og han er i stand til at have en søn uden at have en kvindelig partner.
Samtidig er der en modsætning, når Allah tilsyneladende godt kan give Maria en søn, uden at hun har en mandlig partner (sura 3,47).
Koranen on Isas fødsel
Det kan bemærkes, at Koranen, der hvor man normalt siger, at det handler om undfangelsen af Isa, i den arabiske tekst taler meget direkte om Marias kønsdele, når det siges, at Allah blæste sin ånd ind i hende (sura 21,91).
I nogle oversættelser bliver dette omskrevet, så Allahs ånd oversættes med Gabriel, og ordet for Marias kønsdele oversættes med hendes dyd.
Nogle noter hævder, at Gabriel blæste ind i Marias ærmer. Det arabiske ”farjaha” (فَرْجَهَا) er en meget direkte omtale af de kvindelige kønsdele.
Koranen er altså væsentlig tættere på at antyde en seksuel relation mellem Allah (eller hans ånd) og Maria.
Mange muslimer vil nok afvise den oversættelse, men hvis de forstår arabisk, kan det betyde, at de – i hvert fald for sig selv – må erkende, at mange oversættelser ændrer det, der står i den arabiske tekst.
