Det er et angreb på treenigheden med den påstand, at hvis Faderen, Sønnen og Helligånden er én, så må det betyde, at Faderen også blev barn og levede som menneske, da Jesus blev født.
Der bruges flere forskellige eksempler, men de har det til fælles, at de handler om menneskelige forhold, som er uværdige for Gud at være i eller gøre efter muslimers mening.
Hvad ligger bag?
Det er endnu et udtryk for, hvordan muslimer forvrænger eller misforstår, hvad det betyder, når Gud er én i væsen, men tre i personer.
Tankegangen i spørgsmålet er, at hvis Jesus og Faderen er ét, så må det betyde, at Faderen blev barn sammen med Jesus og gjorde alt, hvad han gjorde.
Nogle af de steder, der bliver brugt i denne sammenhæng, er Jesu udsagn om, at Sønnen ikke kan gøre noget af sig selv (Joh 5,19), at han er i Faderen, og Faderen er i ham (Joh 14,11).
Hvad kan vi spørge om?
Det kan være en god anledning til at spørge, hvad de tror, det betyder, når kristne siger, at Gud er treenig.
Det giver et bedre indtryk af deres grundlæggende opfattelse og et bedre grundlag for at fortælle, hvad vi mener.
Det kan også være med til at afklare, om det er en påstand, de har kopieret fra andre, eller de selv har overvejet betydningen af, at kristne tror på en treenig Gud.
Hvad kan vi sige?
Først og fremmest må vi understrege, at når vi taler om Gud som treenig, så betyder det, at Gud er én i væsen og tre i personer.
Det betyder, at Bibelen nogle steder beskriver, at Gud handler som en enhed og ikke mindst, at Gud har én vilje.
Samtidig beskrives det, at de tre personer i treenigheden har forskellige roller og opgaver, når de udfører deres ene vilje.
Det gælder også Jesu liv og gerning på jorden som menneske.
Når det gælder tanken om, at Guds treenighed må betyde, at det som Sønnen, Jesus, gjorde, det måtte Faderen også gøre, så er det vigtigt at se, at Jesus siger, at hvad Faderen gør, det samme gør Sønnen (Joh 5,19). Men han siger ikke, at hvad Sønnen gør, det samme gør Faderen.
Jesus handlede i overensstemmelse med Faderens vilje og ikke som en selvstændig enhed, der udelukkende handlede ud fra sin egen vilje.
Samtidig gjorde Jesus flere ting, i kraft af at han var sandt menneske, som Faderen ikke gjorde. Jesus blev født, spiste, sov, døde og opstod i fuld overensstemmelse med Faderens og hans egen vilje, men uden at Faderen gjorde de samme ting.
I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at Jesus måtte give afkald og ydmyge sig for at blive menneske og lade sig korsfæste (Fil 2,5-8).
Det var altså ikke naturligt og rimeligt, at Jesus blev menneske. Det var en stærk kontrast til hans sande natur.
Kun fordi Gud er treenig, er det muligt, at en af personerne i Guds ene væsen kunne blive menneske.
Det betyder samtidig, at det kun var Sønnen, der blev menneske, og at hverken Faderen eller Helligånden havde del i Jesu menneskelighed.
