Mange muslimer hævder, at islam forbedrede kvinders vilkår væsentligt, og nogle vil endda beskrive islam som kvindefrigørende.
I de islamiske kilder kan man også finde beskrivelser, der tyder på, at nogle vilkår blev forbedret for kvinderne under islam.
Muhammed modarbejdede, at nyfødte piger i nogle tilfælde blev begravet levende ved at sige, at den kvinde, som gjorde det, ville komme i helvede (Sunan Abi Dawud 42,122). Det blev forbudt at prostituere sine slavepiger for at tjene penge på det (Sahih al-Bukhari 68,93).
Kvinders accept
Der er et eksempel på, at Muhammed gav en pige friheden til at vælge, da hendes far havde arrangeret et ægteskab med en mand, hun ikke kunne lide (Sunan Ibn Majah 9,31).
Generelt siges det, at en jomfru ikke kan giftes uden hendes accept, hvor tavshed opfattes som et udtryk for accept, og at en kvinde, som tidligere har været gift, ikke bør giftes, uden at hun er blevet spurgt (Sunan Ibn Majah 9,27).
Den generelle opfattelse af, at kvinder fik meget bedre forhold under islam, end de havde haft tidligere, modsiges af, at Muhammeds første hustru, Khadija, beskrives som en rig og magtfuld karavaneejer, hvilket viser, at kvinder i Arabien kunne have en høj grad af frihed og selvstændighed før islam.
Selvom slavepiger ikke måtte prostitueres, var de fortsat slaver, og deres mandlige ejer havde ret til at have sex med dem (Sura 4,3 og Sahih Muslim 17,41).
Selvom Muhammed taler om at frigive slaver, siger han også til én, som har frigivet en slavepige, at der ville være større belønning, hvis hun havde givet slaven til en onkel på hendes mors side (Sahih al-Bukhari 51,26).
At en jomfru skal spørges om accept, før hun kan giftes, modsiges af et islamisk skrift, som siger, at en far eller farfar kan bortgifte en pige, som er jomfru uden hendes tilladelse, selvom det anbefales at spørge om hendes tilladelse.
Den, som ikke er jomfru, kan ikke giftes med en anden uden hendes tilladelse, efter hun er kommet i puberteten (Reliance of the Traveller m3.13). Ifølge det kan en pige eller kvinde, der ikke er gift, eller som ikke er kommet i puberteten, behandles som hendes fars eller farfars ejendom, og selv piger under pubertetsalderen kan giftes og gengiftes.
Ægteskab
Når det gælder ægteskab, kan mænd gifte sig med op til fire kvinder, hvis de kan behandle dem ens. Ellers må de kun gifte sig med én kvinde og derudover have deres kvindelige slaver (sura 4,3).
Muhammeds ledsagere får at vide, at det er tilladt for dem at have sex med kvindelige krigsfanger, uanset om deres mænd lever eller ej (Sahih Muslim 17,41-43).
Kvinder skal være inderligt lydige mod deres mænd. Hvis en mand frygter trods fra sin hustru, skal han først formane, derefter lade hende alene i sengen og slå hende (sura 4,34).
Mange vil hævde, at der ikke står, at manden kan slå sin hustru, eller at det kun er et blidt slag – et slag som ikke efterlader nogen spor, og det må ikke være med noget, som er større end en tandbørste.
Tafsir al-Jalalayn siger at manden kan slå hende, men ikke voldeligt. Al-Wahidi fortæller i Asbab al-Nuzul, at sura 4,34 blev åbenbaret, efter en kvinde kom til Muhammed og ønskede en straf over hendes mand, fordi han havde slået hende.
Først gav Muhammed kvinden ret til at straffe manden, men derefter kaldte han hende tilbage og sagde, at Gabriel netop havde åbenbaret dette vers, og at hun ikke havde ret til at straffe manden. Derefter sagde han: ”Vi ønskede én ting, mens Allah ønskede noget andet, og det, som Allah ønsker, er godt”.
Et sted berettes det, at Muhammeds budskab var, at mænd ikke skulle slå deres hustruer (Sunan Abi Dawud 12,99). Lidt senere gav Muhammed mændene lov til at slå deres koner, fordi de var blevet modige overfor deres mænd (Sunan Abi Dawud 12,101).
I Hadith findes der også et udsagn om, at man ikke skal slå sin hustru på samme måde, som man vil slå sin slavepige (Al-Adab Al-Mufrad 9,11).
Muhammeds eksempel
Aisha siger, at Muhammed aldrig slog nogen, hverken en kvinde eller tjener, bortset fra i det tilfælde, hvor han kæmpede for Allahs sag.
Samtidig fortæller Aisha, at Muhammed skubbede (ordet kan også oversættes med slog) hende i brystet, så det gjorde ondt (Sunan an-Nasa’i 36,26).
Et andet sted siger Aisha også, at hun aldrig har set nogen kvinde lide så meget som en troende kvinde. Hun henviser til en kvinde og siger, at hendes hud er mere grøn end hendes tøj, fordi hun er blevet slået af hendes mand (Sahih al-Bukhari 77,42).
Muhammed beder selv Allah om, at hvis han slår nogen, så må det blive en kilde til velsignelse, renselse og nærhed til Allah på opstandelsens dag (Sahih Muslim 45,117).
Samlet set tyder det på, at der er tidspunkter, hvor det er i orden for en mand at slå sin kone, fordi hun gør noget, som er imod Allahs vilje for, hvordan en hustru skal opføre sig overfor sin mand.
Kvinders afvisning
Det siges også, at hvis en kvinde irriterer sin mand, vil hans hustru blandt hurierne (som venter ham i paradis) sige: ”Irriter ham ikke, må Allah ødelægge dig, for han er kun en midlertidig gæst hos dig, og snart vil han forlade dig og komme til os” (Sunan Ibn Majah 9,170).
Kvinder må altså frygte en form for forbandelse fra hurierne, hvis de irriterer deres mand.
Muhammed sagde, at hvis en mand inviterer sin hustru til at sove med ham, og hun nægter at komme, så vil engle forbande hende indtil morgenen (Sahih al-Bukhari 67,127).
Det bruges til at sige, hvor alvorligt det er for en kvinde, hvis hun ikke vil acceptere at gå i seng med sin mand, så meget som han ønsker.
Samme holdning synes at ligge bag udsagnet i Koranen om, at kvinder er mændenes agerjord, så de kan gå til deres agerjord, som de vil (sura 2,223). I hadith bliver det beskrevet som en tilladelse til at have sex i den position, manden ønsker (Sahih al-Bukhari 65,51).
I hadith siges det, at Muhammed spurgte om lov, hvis han havde lyst til at tilbringe natten med en anden af hans hustruer end den, hvis tur det var, fordi han havde fået åbenbaret, at han kunne udsætte eller modtage, hvem af dem han ville (sura 33,51).
Hans hustru Aisha sagde, at hvis hun kunne, ville hun nægte ham at gå til nogen anden end hende (Sahih al-Bukhari 65,311). Det viser, at det ikke var kvindernes ønske eller til deres fordel, når mændene havde ret til at have flere hustruer.
Skilsmisse
Muhammed siger, at blandt det, der er tilladt, hader Allah skilsmisse mest (Sunan Ibn Majah 10,3), men en mand kan skille sig fra sin hustru ved at sige ”skilsmisse” tre gange. Siger han det kun en eller to gange, er skilsmissen ikke fuldført, og hun er fortsat hans hustru (Sunan an-Nasa’i 27,171 og Sahih al-Bukhari 68,14).
Hvis en mand vil skille sig fra sin hustru, er der en venteperiode, som skal sikre, at hun ikke er gravid, når de bliver skilt.
For kvinder, der ikke længere har menstruation på grund af alder, er der en venteperiode på tre måneder. Det samme gælder for ”dem, der ikke har haft menstruation”, hvilket viser, at der ikke var noget, som hindrede mænd i at gifte sig med – og blive skilt fra – piger, der var så små, at de endnu ikke havde haft menstruation.
Hvis en kvinde er gravid, kan manden enten lave en aftale med hende om, at hun ammer barnet mod kompensation, eller han kan finde en anden kvinde til at amme barnet (sura 65,1-6). Det viser altså, at barnet ubetinget tilhører manden, og at kvinden ingen ret har til det, hvis de bliver skilt.
Hvis en mand skiller sig fra sin hustru, og hun bliver gift med en anden mand, kan hun ikke blive gift med sin første mand, før den anden har haft samleje med hende (Sahih al-Bukhari 68,15 og 77,42).
Skilsmisse bliver langt overvejende nævnt som en mulighed for manden, men hvis en kvinde frygter at blive forsømt eller ignoreret af sin mand, kan hun søge et forlig om, at de lader sig skille (sura 4,128).
Hvis kvinden beder sin mand om skilsmisse uden en stærk årsag, vil hun være udelukket fra paradis (Sunan Abi Dawud 13,52).
Kvinders tildækning
Kvinder skal tildække sig overfor alle mænd og drenge, bortset fra dem, de er i nær familie med og de børn, som ikke er bevidste om kvinders nøgenhed (sura 24,31).
Det siges også, at de troende kvinder skal tage deres kapper over kroppen, så de bliver genkendt og ikke forulempet (sura 33,59).
Kvinders tildækning har det formål, at de ikke må vække seksuelt begær hos mænd, og de har ansvaret for, at mandens begær ikke vækkes. Det viser indirekte, at (ikke-troende) kvinder, som ikke tildækker sig, selv har ansvaret, hvis de bliver forulempet.
Det siges, at kvinder, som ikke længere har lyst til sex (mange oversættelser siger ægteskab), ikke er skyldige, hvis de tager deres klædning af, så længe de ikke afslører deres pynt (sura 24,60), hvilket igen viser, at tildækningen har til formål at afværge mandens seksuelle begær.
Koranen omtaler, at nydelse af begær – kvinder, børn, skatte af guld og sølv, fine heste, kvæg og frugtbart land – er gjort tiltrækkende for mennesker (sura 3,14).
Når kvinder nævnes i denne sammenhæng, peger det på, at der primært – eller udelukkende – er tænkt på mænd i den sammenhæng, og kvinderne er et middel til at tilfredsstille deres begær.
Kvinders underlegenhed
Kvinders vidnesbyrd svarer kun til halvdelen af en mands, så der skal to kvindelige vidner til at erstatte én mand. Det betyder at hvis den ene kvinde glemmer noget, kan den anden minde hende om det (sura 2,282).
Muhammed forklarer det med en kvindes mangelfulde intellekt (Sahih al-Bukhari 52,22). Muhammed siger også, at de fleste af dem, som er i helvedes ild, er kvinder, og han forklarer, at det skyldes, at de ofte bruger forbandelser, at de er utaknemmelige overfor deres mænd og at de er mangelfulde i deres religion og intellekt.
Kvinders manglende intellekt begrunder Muhammed med at to kvinders vidnesbyrd svarer til én mands, og deres mangelfulde religion begrunder han med, at de ikke kan bede og faste, når de har menstruation (Sahih al-Bukhari 6,9).
Der er et cirkulært argument, når det siges, at to kvinders vidnesbyrd svarer til én mands på grund af deres manglende intellekt, og deres manglende intellekt begrundes med, at to kvinders vidnesbyrd svarer til én mands. Der er altså ikke nogen reel forklaring på, hvorfor det er sådan.
Når Allah beskrives som skaber, så betyder det, at han har skabt kvinden med hendes menstruationscyklus, men dermed er han også årsag til, at hun er blevet mangelfuld i hendes religion, når hun ikke har mulighed for at bede og faste, mens hun har menstruation.
Allah har altså skabt kvinden mangelfuld i forhold til hendes religiøse pligter, og dermed har han gjort det meget vanskeligere for hende at komme i paradis.
Udsagnet om, at kvinder udgør flertallet af dem, som er i helvedes ild, fordi de er utaknemmelige overfor deres mænd, uddybes med, at hvis manden er velvillig overfor en kvinde hele livet, vil hun sige, at hun aldrig fik noget godt fra ham (Sahih al-Bukhari 16,12).
Som kontrast siges det, at i paradis vil man (eller nok rettere mænd) få storøjede jomfruer, som er hengivne (sura 56,22-23.35-37).
Muhammed sagde, at kvinden er som et ribben, hvis man prøver at rette det ud, brækker det, men hvis man lader hende være, vil man få gavn af det, og hun vil forblive skæv (Sahih al-Bukhari 67,120).
Da Muhammed hørte, at en kvinde var kronet som hersker i Persien, sagde han, at de folk, som ledes af en kvinde, vil aldrig blive succesrige (Sahih al-Bukhari 64,447 og 92,50).
Konklusion
Selvom det er muligt at finde udsagn, der tyder på, at kvinder på nogle punkter fik bedre vilkår under islam, så viser de islamiske kilders beskrivelser af mænds og kvinders forhold, at det i høj grad er mændene og deres interesser, som er i fokus.
I islams kilder er kvinders vilkår, at de skal være lydige mod deres mænd, opfylde deres seksuelle forpligtelser, undgå at vække andre mænds begær og være mødre for mændenes børn.
Det er selvfølgelig helt afgørende at være opmærksom på, at ikke på nogen måde betyder, at alle muslimske kvinder lever i kærlighedsløse ægteskaber, hvor de betragtes som mandens ejendom.
Man kan sagtens finde velfungerende og dynamiske ægteskaber blandt muslimske venner, men det er måske snarere på trods af end på grund af, hvad islams kilder siger.
