I dag vil mange muslimer hævde, at Koranen, som den eksisterer på arabisk i dag, er fuldstændig identisk med det, der blev åbenbaret for Muhammed, helt ned til det mindste bogstav.
Argumentet bliver ofte brugt i sammenhæng med påstanden om, at Bibelen er blevet ændret og som et bevis for, hvor meget bedre Koranen er bevaret. Det er også meget muligt, at argumentet netop er opstået for at fremhæve Koranen i forhold til Bibelen.
I virkeligheden er det en ret ny påstand, og mange ved ikke, at den udgave af Koranen, som er mest udbredt i dag, først blev valgt som standard af Saudi Arabien i 1985, og at der i dag findes 37 forskellige udgaver af Koranen på arabisk. Her er et lille overblik over det, man ved, og hvordan man mener, Koranen er blevet til og overleveret.
Traditionen
Den traditionelle opfattelse er, at Muhammed ikke selv nedskrev Koranen, fordi han beskrives som ubelæst (sura 7,157), og derfor bragte han sine åbenbaringer videre mundtligt. Andre steder kan tyde på, at Muhammed var i stand til at skrive (Sahih al-Bukhari 3,56 og Sunan Abi Dawud 20,72). I hadith siges det, at Koranen blev åbenbaret til Muhammed på syv forskellige måder, normalt forstået som syv arabiske stammers dialekter (ahruf) (Sahih al-Bukhari 59,30 og Sahih Muslim 6,327.334).
Selvom traditionen siger, at Koranen blev nedskrevet på Muhammeds tid, blev den ikke samlet, og de forskellige dele blev opbevaret af hans følgere. Efter et slag, hvor mange af dem, som havde memoreret Koranen, blev dræbt, blev det bestemt, at Koranen skulle nedskrives og samles, så der ikke var dele af den, som gik tabt.
I Hadith omtales det, at nogle vers fra Koranen gik tabt i forbindelse med Muhammeds død, fordi et tamt får åd papiret (Sunan Ibn Majah 9,100).
Samling af Koranen
Normalt regnes den tredje kalif efter Muhammed, ved navn Uthman, som den, der samlede en endelig version af Koranen omkring 20 år efter Muhammeds død. Årsagen var, at der var opstået forskellige måder at læse Koranen på, og Uthman beordrede, at alle udgaver af Koranen, som var anderledes end hans samling, skulle brændes (Mishkat al-Masabih 8,111). Nogle hævder, at der stadig eksisterer en eller flere af de Koraner, som Uthman fik skrevet, men det mangler at blive bekræftet.
Det ældst kendte manuskript af Koranen er fundet i Sana’a i Yemen i 1972. Det indeholder både en tydelig tekst samt en underliggende tekst, som er forsøgt slettet for at kunne bruge pergamentet igen. Der er foretaget en række dateringer af manuskriptet, som viser, at pergamentet stammer fra et sted mellem 400 og 670 e.Kr. Den underliggende tekst indeholder mange variationer fra Koranen i dag, mens den synlige tekst stort set svarer til det, man mener Uthman fik skrevet. Ud fra skriften dateres den synlige tekst til 700-tallet.
I løbet af de følgende 800 år efter Uthman, blev der udvalgt 10 forskellige islamiske lærdes læsemåder (qira’at), og for hver af dem blev der derudover valgt to af deres studerendes overførsler, hvilket betød, at man i midten af 1400-tallet havde 30 officielle læsemåder og overførsler.
Kanonisering
I 1924 valgte man ved Al Azar Universitetet i Kairo at kanonisere den overførsel af Koranen, der kaldes Hafs af Asim, som angiver, at det er eleven Hafs’ overførsel af Asims læsemåde. I 1985 blev Hafs-koranen gjort til standard af Saudi Arabien, men der findes altså fortsat mindst 37 udgaver af Koranen på arabisk. En af dem er Warsh-koranen, som er udbredt i Nordafrika. I 2013 blev Hafs-koranen forbudt i Algeriet, mens Saudi Arabien i 2016 vedtog, at ingen moske må bruge andre udgaver af Koranen end Hafs.
Som nævnt er det ikke ualmindeligt, at muslimer vil hævde, at Koranen i dag er bevaret perfekt ned til mindste detalje i forhold til den oprindelige. Forskning viser, at det er tvivlsomt, om man kan påvise, at man har den fuldkomne tekst fra den oprindelige Koran, og at der i dag er mange forskellige arabiske Koraner, som ikke er fuldkommen ens.
