Udsagnet, om at Gud bare kan tilgive, bliver brugt til at hævde, at Jesus ikke behøvede at dø for menneskers synd, fordi Gud kan tilgive uden nogen form for betaling eller omkostning.
Hvad ligger bag?
Det er først og fremmest en afvisning af Bibelens centrale budskab om, at Jesus døde for at påtage sig straffen for menneskers synd, og at Guds retfærdighed kræver, at synd bliver straffet.
Samtidig bygger det på en muslimsk forståelse af frelse, hvor man på den ene side skal gøre så meget godt, at det opvejer det onde, man har gjort, men samtidig er nødt til at håbe på Allahs barmhjertighed og tilgivelse, fordi man aldrig ved, om man har gjort nok af det gode.
Hvad kan vi spørge om?
Udsagnet bygger grundlæggende på en forståelse af, hvad retfærdighed er, og vi kan spørge, om de mener, at en hersker, som uden videre benåder folk, der har stjålet eller myrdet, er retfærdig.
Vi kan eventuelt gå et skridt videre og spørge, hvordan de ville opleve det, hvis der var en som stjal noget fra dem eller dræbte et af deres familiemedlemmer, hvorefter dommeren tilgiver ham og lader ham gå uden nogen form for straf.
Vi kan spørge, hvorfor man skal overholde Allahs lov, hvis det i sidste ende kun afhænger af, om Allah er nådig og tilgiver, at man har overtrådt hans lov. Samtidig kan vi spørge, om de mener, at der er en straf for at overtræde Allahs lov, og hvad den er.
Vi kan også spørge dem, om de mener, at det koster noget at tilgive andre.
Endelig kan vi spørge, om de mener, det vil være i orden, hvis de bliver idømt en bøde for at overtræde loven, og en anden betaler bøden for dem.
Det kan også være en anledning til at spørge ind til den traditionelle islamiske forståelse af frelsen, hvor gode og onde gerninger bliver vejet op imod hinanden. Vi kan for eksempel spørge, om de mener, det vil være retfærdigt, hvis en dommer under en retssag spørger den anklagede, hvor meget godt han har gjort, og derefter giver sig til at vurdere, om han skal idømmes en straf ud fra en afvejning af det gode, han har gjort, imod den forbrydelse, han er anklaget for.
Hvad kan vi sige?
For det første kan vi sige, at Bibelen beskriver Gud som fuldkommen retfærdig. Gud er ikke ligeglad med overtrædelser af hans lov, og han tilgiver ikke ved bare at sige, at det ikke har nogen betydning.
Bibelen siger, at den, som handler imod Guds lov, skal dø. Det gjaldt Adam og Eva i Edens have (1 Mos 2,17), og det gælder for alle mennesker, som synder og derved overtræder Guds lov (Rom 6,23). Gud ville altså være en løgner og handle imod sin egen retfærdighed, hvis han tilgiver synden uden nogen form for konsekvens.
Vi kan påpege, at det er inkonsekvent, hvis man mener, at en jordisk dommer er uretfærdig, når han ikke straffer en overtrædelse af loven, og samtidig mener, at Gud kan tilgive uden noget hensyn til, at hans lov er blevet overtrådt.
Tilgivelsens omkostning
Et vigtigt perspektiv i denne sammenhæng er, at tilgivelse altid koster noget. Det eksempel, som er lettest at forstå, er, at hvis en anden har taget noget, der tilhører mig. Tilgivelse vil indebære, at jeg forærer det, som er stjålet til den, der har taget det. Hvis jeg forlanger at få det stjålne tilbage, er det et udtryk for, at jeg kræver min ret og ikke er villig til at tilgive.
Sand tilgivelse er altså at sige, at jeg påtager mig omkostningen ved det, som er gjort forkert imod mig. At tilgive uden en omkostning er det samme som at sige, at det den anden gjorde mod mig, i virkeligheden ikke var forkert, men så er der heller ikke noget reelt behov for at tilgive.
Det indebærer, at hvis Gud skal tilgive os for vores overtrædelser af hans lov, så er han nødt til at påtage sig omkostningen, medmindre han vil sige, at overtrædelserne i virkeligheden ikke har nogen betydning.
Omkostningen ved at bryde Guds lov er døden, og Gud må selv påtage sig den omkostning. Derfor blev Gud Søn menneske, levede et fuldkomment liv uden på et eneste punkt at overtræde Guds lov, og dermed kunne han påtage sig dødens omkostning på vegne af os mennesker.
Gud kan ikke bare tilgive uden nogen konsekvens. Hvis han gør det, vil det betyde, at han enten er uretfærdig og ikke overholder sin egen lov, eller at hans lov er uden betydning, og at det ikke har nogen konsekvens at overtræde den.
